Spøgelser på tv

Når man taler om spøgelser, eller bare søger på det,  vil man ret hurtigt komme ind på spøgelsesjægere. Disse folk har, hvis man ser på TV-programmer igennem de seneste år, været meget repræsenteret på forskellige måder.

Spøgelsesjægere – jagten på det uforklarlige

Kort fortalt handler en spøgelsesjagt om at indsamle forskellige former for data, der kan bekræfte (eller afkræfte) om der er tale om et spøgeri. Spøgelesjægere  tager ud til huse, hvor det menes at spøge. Dette kan være folk der anmelder det selv eller spøgelsesjægerne der selv opsøger stedet. Her bruger man forskellige redskaber til at undersøge stederne. Det kan være igennem lydoptagelse, kameraoptagelser eller igennem temperaturmålinger. Nogle bekræfter at et pludselig fald i temperatur, kan være tegn på åndelig tilstedeværelse. Nogle tager også personer med kontakt til det åndelige med på jagten. Her føler og fornemmer de stedet og dets beboere, for dermed at komme i kontakt med spøgelserne.

Spøgelser på TV – danske programmer

Interessen for programmer om det overnaturlige, skifter fra tid til anden. Der er i nogle perioder flere forskellige programmer der vises, hvor spøgelser på den ene eller anden måde er i fokus. Igennem årene har der, bl.a. på dansk TV, været flere programmer der har handlet om spøgelser, spøgelsesjægere og overnaturlige fænomener.

Omkring årtusindskiftet var der et program på TV2, kaldet “Hjemsøgt”. Her havde man hyret Lars bom til at præsentere spøgelseshistorier fra forskellige dele af  Danmark, igennem seks programmer. Historierne har man valgt at rekonstruere igennem små film. Hver historie prøver man at genfortælle og dermed vise hvordan det kunne have foregået.  Af historier kan jeg ikke huske dem alle, men jeg kan huske en historie om en kirke, hvor en præst skulle gå igen. Denne havde således skræmt livet af forskellige folk en sen nattetime, f.eks. ved en der var faldet i søvn på en bænk udenfor kirken. En anden historie handlede om en bondegård, hvor nogle nazister (eller bare soldater) der gik igen i en bondestue. Ideen med programmet er at få præsenteret historierne og skabe små uhyggelige fortællinger. man har valgt en meget visuel tilgang, hvori fortællingen ikke bliver mundtligt overleveret men således fortolket. Programmet har ikke gjort det helt store indtryk på mig, bortset fra netop dette. Årsagen kan være at man fokuserede på at visualisere spøgelseshistorierne og ikke blot genfortalte dem mundtligt. Ved at visualisere noget, kan du ende med at tage uhyggen ud af det. Det kræver noget andet at visualisere en historie, hvor det hurtigt kan blive tamt hvis der ikke er så meget kød på historien.

Senere hen er der kommet andre programmer til. hvor “Åndernes Magt” og “Ånderne Vender Tilbage” igen fokuserede på almindelige danskeres oplevelser med det overnaturlige. Her havde man et medie med, hvor meget af fokus lå på dennes fortælling omkring de afdøde der huserede på stedet. Her blev der fokuseret langt mere på fortællingen, og vores egen forestillingsevne. Ved at han fortalte at en mand havde slæbt en ånd med hjem fra en bodega, og fik ham til at tillægge sig dårlige vaner var langt mere fængende, primært fordi det var vores forestillingsevne der kom på prøve. Ved at forestille sig at der er en ånd i huset, at denne viser sig i kroge, i skyggerne gør fortællingen væsentlig mere effektfuld end at se en skuespiller udklædt som spøgelsesnazist siddende i en stue og råbe “BØH”. Det er også et program jeg husker mere, primært fordi fortællingerne var bedre sat sammen. At der så også var nogle effekter med et bord der blev smadret efter en seance, gør at man husker det mere tydeligt.

Der har dog været kritik af “Åndernes Magt”, herunder netop særligt episoden med glasbordet. Kritikken har gået på at det medie som bruges, Frank Munkø, i realiteten ikke taler med ånderne, men i stedet manipulerer med beboerne i lejligheden. Det er ledende spørgsmål han bruger, gætterier som nogle gange rammer plet – andre gange overhovedet ikke. I en artikel i Kristelig Dagblad, fortæller tryllekunstneren Niels Krøjgaard følgende:

– Frank Munkø bruger den teknik, som i tryllekunstnernes fagsprog kaldes kold-læsning. Det vil sige, at han bruger en spørgeteknik, så folk uforvarent kommer til at sige det, han har brug for. Han aflæser meget nøje folks kropsprog, og så kommer han hele tiden med små gæt. De forkerte gæt bagatelliserer han, mens de rigtige bliver fremhævet og derfor husket af seerne, siger Niels Krøjgaard.

Netop det stramme greb om fortællingen gør at programmet huskes. Seerne bliver revet med at de ting som bliver fortalt, og mange misser de tidspunkter hvor mediet ikke rammer rigtigt. Tilbage igen står situationen med glasbordet, hvor andre har fremført at der foregår mere bag skærmen end man bliver vist.  På hjemmesiden Skeptika, findes en længere gennemgang af netop “Åndernes Magt” og episoden med glasbordet. som med artiklen i Kristelig Dagblad, er mediet ledende i sine spørgsmål og hele situationen omkring glasbordet uafklaret:

 I det sidste af udsendelsen bliver der gjort meget for at understrege, at det ikke kan være fotografen, der er skyld i at glaspladen går i stykker. Men Mettes afsnuppede bemærkning til Breinholt om, at det var dig , får virkelig én til at ønske sig en omgang “bag kameraet”. Hvad skete der uden for billedet, da braget lød?

Det er dermed tydeligt at programmet ikke har dokumenteret at der er ånder til stede, men fortællingen man skaber gør netop det den skal – fanger seerne. “Åndernes Magt” blev en af de store succeser for TV2 Zulu i de første år, og gav mulighed for at genoplive genren senere hen. Dette kan ses i programmerne med Puk Elgård “Det Mystiske Danmark” hvori hun undersøger forskellige former for kontakt med det overnaturlige – herunder dem der har kontakt til de døde.

Spøgelsesjægere på TV – skidt eller kanel?

Måden at bruge fortællinger på kan ikke altid redde programmerne. Hvor man i “Åndernes Magt” gjorde meget ud af at stramme grebet om mediets fortælling og lade seeren forestille sig ånden og hændelserne, har andre programmer mere fokus på dem der tror på spøgelserne.

I programmet “Spøgelesjægerne” på Kanal 5 (hvoraf 3. Sæson kom i 2017) er der fokus på forskellige danske grupper, som jager og undersøger hjemsøgte steder. Fokus er ikke så meget på stedet de skal undersøge, der er fokus på grupperne og de personer der er i dem. hvor “Åndernes Magt” blev omtalt som en dokumentar, er der mere “reality” over “Spøgelsesjægerne”. Der er meget underlægningsmusik for at få seerne til at føle noget bestemt, og mange interviews med gruppernes medlemmer skal fortælle hvad de følte, tænkte og oplevede i de situationer som hvert afsnit handler om.

Problemet med dette er, at disse mennesker jo tager sig selv meget seriøst. De er en del af en spøgelsesjægergruppe fordi de tror på at der faktisk findes spøgelser, og at de gør noget godt for dem der har problemer med dem. Programmet som de er en del af, viser i stedet nogle grupper som fremstilles lidt som nogle klovne, der fjoller rundt og leder efter noget som seerne ved ikke findes. Fokus er ikke på at det de finder skal være “uhyggeligt” for seeren, det er mere om man nu synes metoden de bruger er plausibel og om de i det hele taget får nogle beviser. Jeg ved ikke om grupperne var indstillet på denne fremstilling i TV, eller om de faktisk synes det er sjovt at folk griner lidt af dem. Det kan være de har været indforstået med det, og bare glædede sig over at få lidt tv-tid, nu da det er blevet til tre sæsoner.

Det er dog interessant at måden at fremstille spøgelser på har ændret sig. Hvor du i de tidlige 00’er havde dokumentar-genren og selve spøgelseshistorierne som omdrejningspunkt, er det senere i løbet af 10’erne gået mere i retning af at undersøge hvem de mennesker der tror på spøgelser er, og mindre på selve oplevelsen med spøgelserne.

 

Posted by Kristian Tobias Moerch