Sagn og fortællinger – den mundtlige overlevering

At fortælle og videregive historier er en del af menneskets natur. Igennem historien har mennesket overleret og videreformidlet oplevelser og hændelser med andre, eller har underholdet andre med nogle opdigtede.

Fra stenalderen kender man til stenaldermenneskers hulemalerier, der alle fortæller om de ting som de har set udenfor hulerne. Det kunne være særlige dyr og planter, eller det kan være en særlig jæger som havde gjort en stor fangst. Disse malerier forevigede det man havde oplevet, og kunne derefter bruges til at fortælle noget om verden og den opfattelse man havde af den.

Før skriftsprogets store udbredelse, var den vigtigste kilde til information det talte sprog. Informationer blev delt mundtligt, og man var derfor nødsaget til at huske de informationer man havde hørt, for at kunne dele dem med andre. Ord som fortælling og sagn vidner også om vigtigheden af den mundtlige overlevering. Det at fortælle, at komme med et udsagn, vidner om at man ønskede at kommunikere noget videre til andre.

Fortælleren, visesangeren og skjalden

Den mundtlige overlevering er en stor, gammel tradition. Alle kunne dele informationer videre til andre, men nogle var bedre til at mestre sproget og kunne derfor også digte historier, som kunne underholde andre.

Skjalden var, fra vikingetid og langt op i middelalderen, nyhedsformidler og digter. De bragte nyheder fra de områder de havde besøgt, og kunne samtidig digte både historier og sange om de bedrifter stormanden (som skjalden tjente) havde lavet. Igennem disse strofer af sange, fortællinger og sagn, blev stormanden foreviget i hukommelsen. Det er først senere at historierne er blevet skrevet ned og bevaret på skrift, men det er fra skjalde som Einar Skallagrimson, at der er bevaret historier, myter og fortællinger fra vikingetiden.

I Sydfrankrig havde man Troubadouren, der på lignende vis digtede og sang på langedoucsk (fransk dialekt der er centreret i området omkring Langedouc). Det er ud fra skjaldefaget og troubadourfaget at man har det man kalder “visesangere”. Denne type sangere har specialiseret sig i at synge viser, og kan let digte eller genfortælle en.  Det er fra denne tradition at Lars Lilholt og Kim Larsen har hentet meget af deres inspiration fra. De er, eller for Kim Larsen var, begge spillemænd der kunne forfatte og synge en vise, eller genfortælle en. “Sange fra Glemmebogen” er et af mange eksempler på, hvordan Kim Larsen havde genoptaget den gamle visesanger-tradition.

Mundtlig overlevering på landet

Indtil langt op i 1800-tallet, kunne store dele af landbefolkningen ikke læse, og skrive. De var derfor overladt til, som man havde gjort siden middelalderen, at overlever nyheder og viden mundtligt. Dette betød at gamle sange, remser, viser og historier blev fortalt igen og igen, for at sikre at forfædrenes viden ikke forsvandt. Det betød også at til trods for at man var blevet kristen, så var overtroen stadig stærk. Magi, remser og besværgelser var ikke noget at kimse af. Man brugte de gamle magiske vers for at sikre sig mod de onde ånder og dårlige tider. Man sørgede for at gøre ting på en bestemt måde, for at være sikker på f.eks. at få høsten i hus.

Før reformationen i 1536, blev kristendommen formildet gennem præstens ord og kirkerummets kalkmalerier. For en landbefolkning der ikke kunne latin, og ikke selv kunne læse biblen, var en tur i kirken, på en måde magisk. Kalkmalerierne viste billleder af fromme mænd der tjente gud, mens djævelen fristede de svage sjæle. Malerierne viste at man ikke skulle gå væk fra gud, da man kunne ende i helvede. Præstens latinske ord forstod man ikke, men når der var altergang talte præsten, delte vin og oblater ud og hokus pokus filihankat, så var vin og brød blevet til blod og menneskeskød. Hokuspokus er vrøvlelatin der kommer af Hoc Est Korpus Fili – “Dette er sønnens legme”. Hokuspokus er fortsat brugt som en betegnelse der bruges omkring magi og trylleri.

Folkemindesamlerne

Den mundtlige overlevering fik mere trange kår i løbet af 1800-tallet, da telegrafen, og i særlig gad befolkningens evne til at læse, udviklede sig meget. Med ét var det ikke længere strengt nødvendigt at kunne fortælle og huske en historie, man kunne bare læse den højt. Dermed kunne man tænke at de gamle sagn og fortællinger ville forsvinde, men takket være folkemindesamlerne begyndte der at opstå et ønske om at få nedskrevet alle de vers og fortællinger man kunne få fat i. Fortidens historier og viden skulle foreviges og gemmes for eftertiden.

Evald Tang Christensen er en af de folkemindesamlere der i 1800-tallet begyndte at nedskrive de gamle vers og historier. Han tog lange ture ud på den jyske hede, og fandt de få fortællere der var tilbage på egen. På dette tidspunkt havde skriftsproget overhalet den mundtlige tradition, hvilket betød at mange historier og sagn allerede var begyndt at stå på skrift, men måske kun i én udgave.

Tang Christensens arbejde betød at sagn og fortællinger, rim og vers blev bevaret i de mange udgaver som fortællerne kunne huske, og som var deres måde at fortælle på. Han nedskrev således flere af de samme historier, fortalt af forskellige personer, og viste hvordan historier og fortællinger kunne udvikle sig.

Den mundtlige overlevering og skriftsproget

Ved at samle historier og fortællinger sammen, kunne folkemindesamlerne få en stor indsigt i opbygning, indhold og fortællerteknik. Det kunne nu tydes hvilke elementer et eventyr, et sagn eller en myte havde, hvilke elementer der gik igen og hvilke der var opdigtede. Man kunne dermed forstå hvordan historierne blev fortalt, og hvilke teknikker der blev brugt for at huske dem. Det er ud fra f.eks. hans optegnelser at man kan spore skift i fortællertraditionen.

Et eksempel kan være ændringen i hvor heksene tager hen på deres natlige færd. I et brev hjem til konen, beretter Tang Christensen om skiftet for danske hekse. Før tog de enten til lokale høje og bakker, eller til Troms Kirke (Trondheim). Som Tang Christensen beretter, så er det blandt “de nyere fortællere” blevet til Bloksbjerg eller Hekkenfeldt – altså som de tyske hekse.

Ud fra optegnelserne kunne han dermed spore hvordan historier udviklede sig, og hvorfra fortællerne fik inspiration.

Gorm Benzon –  en moderne folkemindesamler

Selvom skriftsproget har gjort sit indtog, har det ikke betydet at der ikke længere deles eller fortællles spøgelseshistorier. Den nu afdøde Gorm Benzon har igennem mange år nedskrevet og samlet gamle sagn og fortællinger. Han har samlet historier fra de danske slotte og herregårde og endda fra den danske natur. Nogle af historierne var blevet fortalt af tidligere slotsforvaltere, tjenestepiger eller andre, mens andre historier var meget ældre.

Ligesom med Tang Christensen, giver samlingerne dermed mulighed for at læse og sammenligne typer af sagn og fortællinger. Han har givet mulighed for at dykke ned i de gamle sagn, som fortæller om Danmark og vores forfædre.

Skriftsprog og mundtlig overlevering

Selvom Tang Christensen fik nedskrevet meget, er det ikke alt som er bevaret. Da der primært har været overleveret mundtlige fortællinger, er de sårbare overfor forandringer eller glemsomhed. Det er også heri udfordringen for den mundtlige overlevering består.

I det øjeblik man ikke fortæller historien igen – så er den ikke længere eksisterende. Ændres en detalje, vil denne kunne fortsætte og betyde den forrige forbliver glemt. For historierne fra vikingetiden er de blevet genfortalt og, hen af vejen, blevet til nye historier. Da ingen til sidst kendte den oprindelige, er de, muigvis, ikke længere eksisterende. Ved at skrive historier ned på skrift, får man dermed mulighed for at sammenligne historier, uden at versionerne forsvinder. Det er også kun ved nedskrift at man kan sammenligne to af sådanne historier, og se forskellene.

Så takket være folk som Tang Christensen og Gorm Benzon, er lokaltkendte historier blevet tilgængelige for en større gruppe end den var førhen.

Posted by Kristian Tobias Moerch