Artikler

Sagn, myter og fortællinger

Der findes i sproget en masse ord for det at fortælle noget. Sagn, myte, fortælling og eventyr, er nogle af de betegnelser der dækker alt fra at formilde en oplevet hændelse til at opdigte historier. De forskellige ord hænger sammen, da de alle tager udgangspunkt i det at fortælle.

Hvad er et sagn? 

Før skriftsprogets indtog, var fortællinger mundtligt overleveret. Sagn kommer af ordet “udsagn” og betyder beretning, mens myte kommer af græsk, og betyder “fortælling eller sagn”. Myter er beretninger om guder og overmenneskelige skikkelser, og har et religiøst islæt. Sagn tager derimod udgangspunkt i virkeligheden, og kunne være (nogle gange delvist) sande fortællinger. 

Rygter, sagn og eventyr

Når der blev fortalt historier før i tiden,  kunne det været et sammensurium af både sande historier, rygter og eventyr. Rygter har til enhver tid haft en indflydelse på det vi fortæller, og hvordan vi opfatter mennesker, steder eller begivenheder. Rygter kan have haft en indflydelse på hvordan man opfattede f.eks. personer. Nogle rygter blev så fasttrømrede, at de blev opfattet som sande. Dermed kunne et rygte have betydning for de sagn der efterfølgende blev fortalt. Et eksempel kan være sagnet Køge Huskors.

Forskellen mellem et eventyr og et sagn er, at eventyr er opdigtede, mens sagn er en blanding mellem en sand historie og en opdigtet fortælling. Et sagn er en mundtlig beretning der siges at have fundet sted, og først senere er blevet nedskrevet. 

Hvor et eventyr kan indledes med “der var engang” og skabe en historie der sker langt væk fra hvor man befinder sig, så tager et sagn udgangspunkt i lokalområdet og lokalhistorien. Dermed bliver sagn lokalforankret og forankret i virkeligheden. 

Sagn og sandhed

Sagn har, som sagt, en kerne af sandhed. Dette betyder dog ikke at de er fuldstændigt sande. Et sagn kan sagtens indeholde elementer der er opdigtede, men fortsat handle om personer eller steder der har eksisteret. Nogle sagn er blevet genfortalt igennem mange årtier, hvilket betyder at de ikke længere lyder helt som de gjorde oprindeligt. Det kan f.eks. være at mindre kendte personer bliver skiftet ud med mere kendte. Personer som i livet var vellidt af nogle, kan efter døden få tillagt gerninger og meninger, de ikke havde i live. Nogle sagn er blevet fortalt så mange gange, at handlingerne er blevet forskudt i tid. Dette betyder f.eks., at en herremand kan eje en gård på et tidspunkt, hvor den faktisk var tom.

Selvom man før i tiden nok har ment der var mere sandhed i dem end man måske gør i dag, har de ikke alle været lige sande til at starte med.  Dette kan ses i de afledte ord som skrøne, røverhistorie, ammestuehistorier og skipperhistorie.

Typer af sagn

Der findes forskellige typer af sagn, hvor graden af sandhed og mængden af fiktion skifter. Nogle typer af sagn virker mere til at være genfortællinger af egentlige hændelser, mens andre virker til at være på grænsen til skrøner og måske er blevet lidt overdrevet med tiden.

Ophavssagn

Et ophavssagn fortæller om oprindelsen af et navn på en bygning, eller et sted. Ophavssagnet kan fortælle om hvorfor en kirke blev bygget på én bakke fremfor en anden, hvorfor en bakke havde et særligt navn eller hvorfor en herregård blev bygget netop hvor den gjorde. 

Disse typer af sagn kan indeholde både overnaturlige væsner som trolde eller nisser, men også faktuelle personer som f.eks. herremænd, konger og præster. Hermed skaber man en fortælling som en form for en lokal skabelseshistorie, der tager udgangspunkt i virkeligheden men vælger at tilføje noget fiktivt til fortællingen.

Historisk sagn

Et historisk sagn er et sagn der fortæller om en historisk person eller sted. Det kan være et sagn om personer der har udrettet store bedrifter, gjort sig uheldigt bemærket eller steder med særlig betydning. Historiske sagn er dermed fokuseret på en hændelse eller et sted der har eksisteret, som har været værd at genfortælle.

Det er dog ikke alle historiske sagn der er helt sande. Det kan f.eks. være fortællinger om stolte herremænd der ikke kunne dræbes i kamp, og frem for huller i kroppen havde støvler fulde af blykugler. Nogle fortællere har været lidt for fantasifulde, eller har ønsket at hylde personen i genfortællingen af historien.

Hævnsagn

Et hævnsagn er sagn der er opstået efter en persons død. De er blevet fortalt  som en bevidst tilsværtning af vedkommende. Det kan være bønder der ikke brød sig om herremanden, og mens denne levede var det ikke velset at sværte en adelsmand til. Efter døden var der dog mere frit lejde, og derfra kunne man fortælle historierne.

Et eksempel er sagnet om Ingeborg Skeel fra Voergaard i Nordjylland. Hun var en driftig kvinde, der gjorde meget for lokalbefolkningen. Hun var en effektiv handelskvinde, men blev efter sin død gjort fæl og ondskabsfuld. Dette kunne skyldes at hun var kvinde, og havde gjort visse mænd sure over den drift og ihærdighed hun lagde for dagen. De var blevet jaloux over hendes driftighed og havde måske mistet indtægt på forskellige markeder.

Dermed var hun en trussel, og for at sikre sig ingen tog ved lære af hende, begynde man at fortælle historier om hende, for at hævde sig lidt på hendes bekostning.

Et hævnsagn er dermed en mulighed for at skjule sandheder og detaljer for eftertiden. Det kan være svært for os at gennemskue hvem der har fortalt historien oprindeligt, og hvorfor. 

Vandresagn

Et vandresagn er et sagn der går igen forskellige steder. Historiens kerne er ikke ændret, det et blot personerne og lokaliteten. Det kan være en herremand der var ond ved bønderne, stjal sig til mere jord eller tjenestepiger der fødte børn i dølgsmål.

Et vandresagn kendes på, at den samme historie og morale går igen i historien. Dermed har sagnet ikke noget med virkeligheden at gøre som sådan, men mere været brugt som skræk og advarsel. 

Overnaturlige sagn

Et overnaturligt sagn indeholder overnaturlige elementer. Det kan være trolde, hekse, nisser, elverfolk, helheste og gravsøer. Der findes mange sagn som kæder ophavssagn sammen med overnaturlige fænomener.

Nisser har, ifølge mange sagn, været nogle værre karle. De kunne finde på at komme op og slås med hinanden over f.eks. en sæk korn. Blev enten blod, eller korn, spildt på et sted, ville dette sted få et særligt udseende. Nogle sagn handlede om mangel på respekt overfor “de underjordiske”, hvilket også kendes fra Irland. Gjorde man dem fortræd, eller ikke viste dem respekt, kunne det gå frygteligt galt.

Sagn med flere elementer

Som det fremgår, så er disse kategorier ikke entydige. Et sagn kan sagtens være historisk men også indeholde overnaturlige elementer. Et sagn kan være historisk for en bestemt egn, men også fortalt et helt andet sted uden tilknytning til den oprindelige historie. Mange gange er overnaturlige fænomener og væsner også en del af de andre typer af sagn. En historisk person som Valdemar Atterdag eller Christian IV, siges at gå igen. Den første ved Gurre og den anden på Rosenborg. Dermed har man sagn der fortæller om deres gerninger i live men også mere overnaturlige sagn der handler om deres færden efter døden.

Moderne sagn og vandrehistorier

Der findes stadig sagn og myter, selvom vi lever i et mere oplyst samfund.

I moderne tider er, især, internettet et sted for hyppigt at dele historier med andre. Her fortælles der vandrehistorier, eller “Urban Legends”, som i sin form og fortælling minder om de gamle sagn. Som med et sagn, bygger moderne vandrehistorier på en kerne af sandhed, og har til formål at socialisere og advare.

Moderne ophavssagn

Der findes eksempler på moderne Ophavssagn, om vejstrækninger eller særlige sving. Der findes overnaturlige sagn om jernbanestrækninger hvor spøgelser med lygter går rundt eller hvor hele toge der kører. Nogle vejstrækninger kan have spøgelesblaffere gående rundt i vejkanten. 

Ånden i glasset

Det kan også være historierne om at gentager man særlige ord foran et spejl et antal gange, kan man fremmane en ond ånd.

Hvis man har stiftet bekendskab med legen “Ånden i glasset”, har man med garanti hørt om en “vens ven” der selv prøvede at spille spillet, og fik fat på en ond ånd. Legen går i al sin enkelthed ud på, at man med et glas skal “fange en ånd” og spørge den en række spørgsmål. For at gøre denne leg mere “farlig” og “speciel”, er der en række historier som omgiver den. Alle historierne fokuserer på hvad der er sket med dem der spillede det, eller ved en fejl kom til gøre noget forkert i forbindelse med det. Som andre typer af sagn er de på en gang med til at advare om farene ved legen, men også socialisere dem der har valgt at deltage i legen.

Bortførelser og rumvæsner

Hvor mange sagn og fortællinger tidligere centrerede sig om himmel og helvede, er der flere historier som nu fokuserer på rummet og rumvæsner. Der findes utallige historier om folk der er blevet bortført af rumvæsner, og undersøgt og udsat for tests. Mystiske rumvæsner er sluppet ud, og har angrebet folk, eller dyr, i området. Dette er f.eks. tilfældet med El Chupacabra, et mystisk væsen der hærgede i Sydamerika og dræbte mange dyr. Samtidig er der også historier om Roswell og Area 51, som kan ses om både ophavssagn men også fortæller om det særlige ved stedet. 

Hvor man før var bange for “det deroppe” eller “dernede”, så er man nu blevet lidt frygtsom for “det derude”.

Moderne sagn og skrøner – sandhed eller fiktion?

Som med de gamle sagn, kan nogle moderne sagn virke sande. Et eksempel er historien om væsnet, Slenderman. Et højt tyndt væsen, der skulle dræbe dem der får øje på ham. Der er opstået flere historier om folk der siges at have mødt ham, mens nogle har postet billeder af børn der holder væsnet i hånden, eller står og skuler i baggrunden. 

Et andet populært sagn kaldes “Russian Sleep Experiement”. Her går fortællingen på et hemmeligt sovjetisk eksperiment af søvnløshed på nogle udvalgte fanger, men som ender med at skabe nogle væsner der er meget anderledes end de mennesker de startede med at være. Dette sagn har affødt mange diskussioner og videoer på f.eks. Yotube, hvor det diskuteres om det var sandt eller ej. Hvad har været ophavet for sagnet? et rigtigt eksperiment? Var det hele bare en løgn, eller var der eksperimenter der lignede det omtalte?

Faktum er at to sagn er fiktive, De er såkaldte Creepy Pastas, der blev skrevet og delt på online forums. Creepy Pastas er historier som folk skriver og deler med hinanden, i håbet om at skrive en rigtig uhyggelig historie der både er skræmende. Disse historier kan virke mere eller mindre sandfærdige, hvilket har medført at nogle har hørt historierne genfortalt og derefter troet at de var sande.

Som sagt, selvom vi lever i et moderne og oplyst samfund, er vi fortsat omgivet af sagn og fortællinger. Vi har adgang til et hav af inforationer, men mange antager at alt de læser på nettet er sandt. Nogle har derfor ikke tænkt over at der kunne være tale om en opdigtet historie, og ikke en sandfærdig beretning.

Så ligesom med de gamle sagn, så tager nogle af dem udgangspunkt i virkeligheden, og ligger et sted mellem sandheden og fiktionen, mens andre blot er pure opspind.

Posted by Kristian Tobias Moerch in Artikler

Spøgelser på TV – Udenlandske programmer

Hvor jeg i forrige indlæg fokuserede på danskproducerede TV-programmer, så er har der igennem årene på dansk tv også været vist udenlandske programmer med fokus på det overnaturlige.

Scariest places on Earth

I starten af  00’erne blev der vist Scariest Places on Earth på dansk tv. Dette program var et realityprogram, hvor Linda Blair præsenterede forskellige områder rundt om i verden, som angiveligt var hjemsøgte. Programmet præsenterede historien om stedet og skiftede derefter om til almindelige folks oplevelser på stedet. Her skulle de gå rundt på disse steder og igennem forskellige øvelser, opleve om stedet var hjemsøgt eller ej.

I programmerne kunne de gå rundt på et gammel fort, hvor mange soldater døde under borgerkrigen, eller de kunne gå rundt i et gammelt fængsel og sidde i forskellige celler, angiveligt der hvor de indsatte enten var døde eller torturerede. Som i stil med de danskproducerede programmer, havde selve oplevelserne en mere central rolle i programmerne. Her fik man præsenteret historien om stedet, hændelserne der var registeret, og vist eksempler. Som seer bliver man gjort klar over at stedet er uhyggeligt, skræmmende og måske også farligt – alt efter hændelserne. På den måde får man fortalt – det her sted skal du ikke besøge! og her præsenterer man således familierne der skal besøge stederne.

De forskellige familier bliver sendt ud på stederne, og fordelt alene ud på området. En skal ud i et bestemt rum og lave en lydoptagelse, en anden skal ud og lave et ritual mens de sidste kan sidde alene i et mørkt rum, hvor de kan registrere lyde eller bevægelser.

Som med “Åndernes Magt” er fokus på seerens forestillingsevne. Man bliver sat ind i fortællingen om stedet, hændelserne og sammen med familierne “besøger” man så stedet. Det at du ser de tomme steder, mørke stuer og mørke gange – det sætter tankerne i gang. Programmet har dermed et fast greb om fortællingen, og dermed er det mere ens egen forestilling der gør det mest skræmmende.

Af beviser på spøgelser er der ikke mange af. Man har nogle optagelser der er lavet før, eller under programmet. Det kan være en lyd der er optaget, som igen og igen bliver gengivet. Med underteksterne får man som seer også fortalt hvad ånden siger, altså man bliver igen indirekte påvirket til at blive skræmt. Senere i sæsonerne valgte man at deltagerne skulle bære kameraer på maven, der filmede deres ansigter. I ren The Blair Witch Project stil gik de således rundt, blev skræmt og man fulgte deres rædsel. Ved kun at høre hvad de oplevede, aldrig så det (ud over når de drejede kameraet væk fra dem selv) skulle man således forestille sig hvad der skete. Så hun virkelig en skygge i korridoren? hørte hun virkelig en lyd som om en mand grinte i rummet ved siden af? Det er uafklaret, da man aldrig får det at se. Det er TV der fænger, da det kan virke skræmmende og uforudsigeligt.

Ghost Adventures

På TV3+ blev der tidligere sendt det amerikanske spøgelsesjægerprogram Ghost Adventures. Her følger man Zak Bagans, Nick Groff og Aaron Goodwin som tager ud til hjemsøgte steder og dokumenterer om de er hjemsøgte eller ej (mest at de er). Som med Scariest Places on Earth bliver seerne præsenteret historien om stederne, som Zak og hans hold skal undersøge. Igen er fokus på oplevelserne, hændelserne og der bliver gengivet lyde som er optaget eller vist billeder af skygger. Efterfølgende vælger Zak og holdet at blive på stedet i løbet af natten, for at dokumentere hændelserne på stedet. Herfra følger man så deres undersøgelse af stedet. Det er igennem kameraoptagelser, lydoptagelser eller andet som Zak og holdet finder relevant at undersøge på stedet.

Hvordan beviser man spøgelsers eksistens?

Programmet har forskellige problemer. Først og fremmest fylder værten, Zak, ret meget. Han fylder dels meget under fortællingerne om stedet, og bruger meget tid på at sætte sig selv i scene som “lokkedue” til at trække ånderne frem. Man bliver således gjort opmærksom på ham meget af tiden, hvilket kan være trættende. Dette er dog et spørgsmål om smag.

Et større problem er faktisk selve undersøgelserne. Der er tale om et program der vil bekræfte spøgelser eksistens, men sjældent gør det. Det er tydeligt at programmet gerne vil gribe fortællingen som f.eks. Scariest Places on Earth gør det, ved at sætte stedets historie og hændelser i scene først. Dette ved programmet godt, og derfor er visse hændelser, pudsigt nok, off-camera. “Pludselig var der en skygge bag kameramanden”. eller “kameramanden kunne mærke en kold ånde i nakken”. Problemet er bare at det ikke fungerer særlig godt, da programmet meget nidkært prøver at få dokumenteret spøgelserne på kamera. Dette sker igennem eksperimenter som f.eks. at lader en bold ligge stille på et gulv,  således at spøgelserne kan skubbe til den.  Således ser man bolden på gulvet, man ser det tomme rum – ingenting sker. Ja, man forestiller sig “hvad nu HVIS den triller”….men det gør den bare ikke.

Når en undersøgelse går galt

Når der laves undersøgelser, ender de som regel på samme måde. De fleste episoder ender med en enkelt lydoptagelse, en skygge man (pudsigt) ikke fik optaget eller med et grynet billede. Lydoptagelserne varer få sekunder, men gentages igen og igen, hvor man overbeviser sig selv om hvad der bliver sagt. billederne er, som sagt, grynede, og skal overbevise folk om at der altså er en skygge.

Undersøgelserne bliver dokumenteret i løbet af hver episode. Du får fortalt hvor lang tid de har brugt på lydoptagelser, hvornår et billede bliver taget eller hvornår de ser en skygge. Som regel kan der gå flere timer før de får noget optaget, og dermed kan man konkludere at der i mellemtiden ikke er sket særligt meget. Det største problem er dog, at de nogle gange har chancer for at bevise om der reelt eksisterer spøgelser eller ej. Et eksempel er under et besøg på et hotel i Californien. Det skulle være besat af en ond ånd, ejerne og tidligere beboere bekræfter dette, samt lydoptagelser bekræfte dette. De får optaget lyde der, ifølge dem, fortæller at “han er på vej”. I stedet for at blive og se hvem “han” er, tager de hjem. Åbenbart er det for meget at være til stede hvor “han” er, selvom de indtil da ikke har gjort nogen nævneværdige opdagelser. Et andet eksempel er under et besøg i et gammel nonnekloster. Her er der gamle nonner til stede, og som endda er kendt for at angribe folk med tatoveringer. Dette har Zak, og han vælger således at smide trøjen og vise tatoveringerne frem. han forventer således at blive angrebet, skubbet eller slået af spøgelserne – der sker bare intet.

Programmet er tydeligvis ikke sat i søen for, at bevise eksistensen af spøgelser. Det er et underholdningsprogram der skal fortælle spøgelseshistorier. Dog synes jeg, modsat de andre programmer, at de rammer skævt og ikke får det greb om historien som de egentlig kunne. Man har på nogle punkter valgt fortællerkneb som kan virke uhyggelige og skræmmende, men i længden fylder værten for meget og undersøgelserne bliver kluntet præsenteret. Hvis man gjorde sig mere umage med programmet ville det (i hvert fald for mig) blive mere uhyggeligt.

 

Posted by Kristian Tobias Moerch in Artikler, Diskussion

Spøgelser på tv

Når man taler om spøgelser, eller bare søger på det,  vil man ret hurtigt komme ind på spøgelsesjægere. Disse folk har, hvis man ser på TV-programmer igennem de seneste år, været meget repræsenteret på forskellige måder.

Spøgelsesjægere – jagten på det uforklarlige

Kort fortalt handler en spøgelsesjagt om at indsamle forskellige former for data, der kan bekræfte (eller afkræfte) om der er tale om et spøgeri. Spøgelesjægere  tager ud til huse, hvor det menes at spøge. Dette kan være folk der anmelder det selv eller spøgelsesjægerne der selv opsøger stedet. Her bruger man forskellige redskaber til at undersøge stederne. Det kan være igennem lydoptagelse, kameraoptagelser eller igennem temperaturmålinger. Nogle bekræfter at et pludselig fald i temperatur, kan være tegn på åndelig tilstedeværelse. Nogle tager også personer med kontakt til det åndelige med på jagten. Her føler og fornemmer de stedet og dets beboere, for dermed at komme i kontakt med spøgelserne.

Spøgelser på TV – danske programmer

Interessen for programmer om det overnaturlige, skifter fra tid til anden. Der er i nogle perioder flere forskellige programmer der vises, hvor spøgelser på den ene eller anden måde er i fokus. Igennem årene har der, bl.a. på dansk TV, været flere programmer der har handlet om spøgelser, spøgelsesjægere og overnaturlige fænomener.

Omkring årtusindskiftet var der et program på TV2, kaldet “Hjemsøgt”. Her havde man hyret Lars bom til at præsentere spøgelseshistorier fra forskellige dele af  Danmark, igennem seks programmer. Historierne har man valgt at rekonstruere igennem små film. Hver historie prøver man at genfortælle og dermed vise hvordan det kunne have foregået.  Af historier kan jeg ikke huske dem alle, men jeg kan huske en historie om en kirke, hvor en præst skulle gå igen. Denne havde således skræmt livet af forskellige folk en sen nattetime, f.eks. ved en der var faldet i søvn på en bænk udenfor kirken. En anden historie handlede om en bondegård, hvor nogle nazister (eller bare soldater) der gik igen i en bondestue. Ideen med programmet er at få præsenteret historierne og skabe små uhyggelige fortællinger. man har valgt en meget visuel tilgang, hvori fortællingen ikke bliver mundtligt overleveret men således fortolket. Programmet har ikke gjort det helt store indtryk på mig, bortset fra netop dette. Årsagen kan være at man fokuserede på at visualisere spøgelseshistorierne og ikke blot genfortalte dem mundtligt. Ved at visualisere noget, kan du ende med at tage uhyggen ud af det. Det kræver noget andet at visualisere en historie, hvor det hurtigt kan blive tamt hvis der ikke er så meget kød på historien.

Senere hen er der kommet andre programmer til. hvor “Åndernes Magt” og “Ånderne Vender Tilbage” igen fokuserede på almindelige danskeres oplevelser med det overnaturlige. Her havde man et medie med, hvor meget af fokus lå på dennes fortælling omkring de afdøde der huserede på stedet. Her blev der fokuseret langt mere på fortællingen, og vores egen forestillingsevne. Ved at han fortalte at en mand havde slæbt en ånd med hjem fra en bodega, og fik ham til at tillægge sig dårlige vaner var langt mere fængende, primært fordi det var vores forestillingsevne der kom på prøve. Ved at forestille sig at der er en ånd i huset, at denne viser sig i kroge, i skyggerne gør fortællingen væsentlig mere effektfuld end at se en skuespiller udklædt som spøgelsesnazist siddende i en stue og råbe “BØH”. Det er også et program jeg husker mere, primært fordi fortællingerne var bedre sat sammen. At der så også var nogle effekter med et bord der blev smadret efter en seance, gør at man husker det mere tydeligt.

Der har dog været kritik af “Åndernes Magt”, herunder netop særligt episoden med glasbordet. Kritikken har gået på at det medie som bruges, Frank Munkø, i realiteten ikke taler med ånderne, men i stedet manipulerer med beboerne i lejligheden. Det er ledende spørgsmål han bruger, gætterier som nogle gange rammer plet – andre gange overhovedet ikke. I en artikel i Kristelig Dagblad, fortæller tryllekunstneren Niels Krøjgaard følgende:

– Frank Munkø bruger den teknik, som i tryllekunstnernes fagsprog kaldes kold-læsning. Det vil sige, at han bruger en spørgeteknik, så folk uforvarent kommer til at sige det, han har brug for. Han aflæser meget nøje folks kropsprog, og så kommer han hele tiden med små gæt. De forkerte gæt bagatelliserer han, mens de rigtige bliver fremhævet og derfor husket af seerne, siger Niels Krøjgaard.

Netop det stramme greb om fortællingen gør at programmet huskes. Seerne bliver revet med at de ting som bliver fortalt, og mange misser de tidspunkter hvor mediet ikke rammer rigtigt. Tilbage igen står situationen med glasbordet, hvor andre har fremført at der foregår mere bag skærmen end man bliver vist.  På hjemmesiden Skeptika, findes en længere gennemgang af netop “Åndernes Magt” og episoden med glasbordet. som med artiklen i Kristelig Dagblad, er mediet ledende i sine spørgsmål og hele situationen omkring glasbordet uafklaret:

 I det sidste af udsendelsen bliver der gjort meget for at understrege, at det ikke kan være fotografen, der er skyld i at glaspladen går i stykker. Men Mettes afsnuppede bemærkning til Breinholt om, at det var dig , får virkelig én til at ønske sig en omgang “bag kameraet”. Hvad skete der uden for billedet, da braget lød?

Det er dermed tydeligt at programmet ikke har dokumenteret at der er ånder til stede, men fortællingen man skaber gør netop det den skal – fanger seerne. “Åndernes Magt” blev en af de store succeser for TV2 Zulu i de første år, og gav mulighed for at genoplive genren senere hen. Dette kan ses i programmerne med Puk Elgård “Det Mystiske Danmark” hvori hun undersøger forskellige former for kontakt med det overnaturlige – herunder dem der har kontakt til de døde.

Spøgelsesjægere på TV – skidt eller kanel?

Måden at bruge fortællinger på kan ikke altid redde programmerne. Hvor man i “Åndernes Magt” gjorde meget ud af at stramme grebet om mediets fortælling og lade seeren forestille sig ånden og hændelserne, har andre programmer mere fokus på dem der tror på spøgelserne.

I programmet “Spøgelesjægerne” på Kanal 5 (hvoraf 3. Sæson kom i 2017) er der fokus på forskellige danske grupper, som jager og undersøger hjemsøgte steder. Fokus er ikke så meget på stedet de skal undersøge, der er fokus på grupperne og de personer der er i dem. hvor “Åndernes Magt” blev omtalt som en dokumentar, er der mere “reality” over “Spøgelsesjægerne”. Der er meget underlægningsmusik for at få seerne til at føle noget bestemt, og mange interviews med gruppernes medlemmer skal fortælle hvad de følte, tænkte og oplevede i de situationer som hvert afsnit handler om.

Problemet med dette er, at disse mennesker jo tager sig selv meget seriøst. De er en del af en spøgelsesjægergruppe fordi de tror på at der faktisk findes spøgelser, og at de gør noget godt for dem der har problemer med dem. Programmet som de er en del af, viser i stedet nogle grupper som fremstilles lidt som nogle klovne, der fjoller rundt og leder efter noget som seerne ved ikke findes. Fokus er ikke på at det de finder skal være “uhyggeligt” for seeren, det er mere om man nu synes metoden de bruger er plausibel og om de i det hele taget får nogle beviser. Jeg ved ikke om grupperne var indstillet på denne fremstilling i TV, eller om de faktisk synes det er sjovt at folk griner lidt af dem. Det kan være de har været indforstået med det, og bare glædede sig over at få lidt tv-tid, nu da det er blevet til tre sæsoner.

Det er dog interessant at måden at fremstille spøgelser på har ændret sig. Hvor du i de tidlige 00’er havde dokumentar-genren og selve spøgelseshistorierne som omdrejningspunkt, er det senere i løbet af 10’erne gået mere i retning af at undersøge hvem de mennesker der tror på spøgelser er, og mindre på selve oplevelsen med spøgelserne.

 

Posted by Kristian Tobias Moerch in Artikler, Diskussion