Sagn

Spøgende kvinder og jomfruer

Følgende er eksempler på sagn om kvindelige skæbner. Der findes mange historier om kvinder og unge kvinder.  Nogle af historierne er eksempler på hævnsagn mens andre er eksempler på ulykkelige skæbner.

De fordømte tjenestepiger

Fra de danske herregårde, går der flere sagn om tjenestepigerne der tjente herremændene. Flere sagn går på at en tjenestepige var blevet gravid, og holdt denne skjult.

I gammel tid kunne en fødsel uden for ægteskabet skabe store problemer for unge kvinder, og dermed ødelægge deres liv. Tjenestepigerne der var blev gravide, valgte at føde i dølgsmål. Nogle ombragte barnet ved kvælning eller drukning i voldgraven. Barneliget blev i et hult træ eller på loftet. Disse gerninger gjorde at pigerne var dømt til at gå igen, og besøge stedet hvor de ombragte barnet. Flere herregårde rundt om i Danmark har således en tjenestepige der går igen, og barnegråd der kan høres fra de døde børn.

De fordømte jomfruer og døtre

Af andre ulyksalige kvindeskæbner er der historier om datteren til herremanden der, på den ene eller anden måde, endte sine dage på tragisk vis. Nogle historier fokuserer på enken der (mente man) opførte sig dårligt i sin tid som bestyrer af herregården, og derfor måtte gå igen. 

Den grå dame på Brandbjerg

Et eksempel på en datters triste skæbne, finder man i sagnet om den grå dame på Brandbjerg. Den tidligere herregård, hvis hovedbygning stadig eksisterer, fungerer i dag som højskole.

Under svenskekrigene boede der en ung pige på herregården, som blev forelsket i en svensk soldat der holdt til i en lejr ikke langt derfra. De måtte holde deres forhold skjult for herremanden på gården, da han aldrig ville acceptere det. De mødtes om natten, for at holde forholdet skjult. Hun måtte liste sig ud af huset og ned af den lange nøddeallé, der fører ned til Grejsdalen, og soldaten måtte ride over markerne for at møde hende. Selvom faren prøvede at holde datteren i huset, lykkedes det hende at komme ud om aftenen, og mødes med sin elskede soldat. En aften besluttede de sig for at flygte sammen, da hun ville væk fra sin strenge far. De aftalte at mødes den følgende nat, og flygte sammen.

Natten faldt på og pigen begav sig afsted ned af nøddealléen til deres mødested. Da hun kom til stedet, var soldaten ingen steder af se. Hun tænkte at soldaten måtte være forsinket, og besluttede sig for at vente. Efter lang tids venten var soldaten stadig ikke dukket op, og slukøret og knust af sorg måtte hun vende hjem til gården.

Herremanden tager affære

Tilbage på gården havde herremanden haft en mistanke til datteren, og var begyndt at blive lidt mistænksom. Han havde den selvsamme aften valgt at holde øje med hende. Da hun vendte tilbage til gården, tvang han hende til at afsløre hvad hun havde for. Da han erfarede at hun var forelsket i en svensk soldat, dræbte han hende i rent raseri.

Efter denne hændelse, gik hun igen på gården som den grå dame på Brandbjerg. Ved hver fuldmåne skulle hun bevæge sig igennem huset, og kunne ses gå ned af Nøddealléen for ved enden at vente på sin elskede soldat.

Pigerne i højen

Følgende historie fra Fyn, handler om den tragiske skæbne for tre døtre af en herremand. Nogle versioner af historien ændrer herremanden til konge, og prinserne til kongesønner. Røverne er også i nogle versioner kæmper, som lover guld og rigdom for at få døtrene. Yderligere er Jomfruhøj slet ikke en høj, men et gammelt voldsted fra 1300-tallet.  

Nær Lundsgaard på Fyen, ligger der en høj kaldet “Jomfruhøj”. En herremand til gården havde tre døtre, alle forlovet til prinser. Da dette var på korstogenes tid, var dette noget som optog herremanden. Han besluttede på et tidspunkt at han, og prinserne, skulle tage afsted på korstog. Dette betød at de tre døtre var uden beskyttelse, og dette måtte man give dem. For på egnen huserede tre røvere, som tidligere havde gjort kur til døtrene. Døtrene havde sagt nej, men røverne havde svoret at de ikke tog nej for et nej.

For at beskytte døtrene mod dem, blev der indrettet en beskyttet bolig i en høj nær herregården. Hulen havde mad og drikke nok til de tre døtre, indtil mændene vendte tilbage. Døtrene fandt sig til rette i hulen, og indgangen blev lukket til. Da mændene var taget afsted på korstog, vendte røverne tilbage til området. De ledte efter døtrene, og søgte højt og bredt uden held. Da de var ved at give op, red de på vej hjem og passerede tilfældigvis højen. Da ingen havde taget højde for at en af døtrene havde en lille hund, spolerede denne hele beskyttelsen. Den begyndte at gø, hvilket røverne hørte. De fandt frem til højen, og de begyndte at grave sig ind i den. De tre døtre blev skræmte, og vidste ikke deres levende råd. Da røverne var tæt på at bryde ind i hulen, valgte den yngste datter i ren fortvivelse at dolke sig selv i hjertet. Hun ville hellere dø, og være tro mod sin prins, end at være sammen med en af røverne. De to andre døtre så hvad hun gjorde, og for at være tro mod prinserne, gjorde de det samme. 

Da røverne således kom ind i hulen, fandt de, de tre døde jomfruer liggende på jorden, mens hunden gøede og gøede. Fra den tid af, skulle de tre røvere gå igen og hærge rundt om højen. Man kan også ved nattetide høre en lille hund gø.

Sagnet om Ingeborg på Voergaard

Et eksempel på et hævnsagn er sagnet om Ingeborg Skeel til Voergaard. Modsat historien om Køge Huskors kunne denne kvinde ikke blive ramt i sin levetid, og først rammes på sit eftermæle.

Ingeborg Skeel var datter af godsejer Niels Skeel og Karen Globsdatter Krabbe til Nygård. i 1560 blev hun gift med Otte Banner (eller Otto), der var søn af Rigsmarsk Erik Eriksen Banner. En Rigsmarsk var den øverste hærfører i landet, og dermed en højt profileret titel. Efter mageskifter og salg, blev Nygård og andre ejendomme udskiftet med Voergaard i Vendsyssel. Til godset blev der knyttet 300 fæstegårde, og gjorde dermed Voergaard til et af de større godser i landet. Det lykkedes, takket være et samarbejde med moren Karen Krabbe, at godset Voergaard blev en selvstændig retskreds. Samtidig fik hun sat gang i handel med bl.a. korn og startet handel med tegl og mursten. Noget af dette blev brugt af Christian d. 4 til opbygningen af Koldinghus.

Den onde Ingeborg

Ingeborg Skeel var i følge sagnet en hård, kynisk og ondskabsfuld bestyrer. De egne og gårde hun fik lagt til godset snød hun sig til, for at få mere magt og land. Under udbygningen af østfløjen på Voergaard, fik hun dræbt og smidt bygmesteren i voldgraven, fordi hun ikke ville betale for arbejdet. Tjenestepigerne og karlene blev også trynet og mishandlet. En karl skulle have fået hugget armene af, fordi han havde stjålet brænde i skoven. Tjenestepigerne skulle hun have bundet til kakkelovne så de brændte ihjel, hvis de havde stjålet eller løjet. Selv børn kunne ikke undgå at blive ramt af Ingeborgs ondskabsfuldhed og vrede. Blev de opdaget i at stjæle korn på markerne omkring godset, blev deres fingre klippet af. Som om det ikke skulle være nok, så skulle hun også have pisket hendes og Ottos førstefødte søn til døde.

På grund af disse gerninger, kunne hun selvfølgelig ikke finde fred efter døden. Hun skulle derfor gå igen og holde opsyn med sit gamle domicil. Det siges at flere på gården har set en kvindeligt gespenst kigge ind af vinduerne på gården eller ånde dem i nakken på deres ture rundt på godsets gange. Hun skulle have skabt et frygteligt postyr på gården, og folk frygtede at møde hende en sen nattetime.

Den driftige handelskvinde

Som det indledningsvis blev nævnt, var hun i virkeligheden en driftig kvinde, og ikke som sagnet fortæller. Hun fik opført et sygehus til de fattige i Sæby, en kirke i Voer samt solgt tegl til byggeriet af Koldinghus. Denne driftighed kan have skabt undren blandt almuen. De forstod sig ikke helt på mageskifter og hvorfor godset pludselig blev en selvstændig retskreds. Samtidig var købmænd i bl.a. Aalborg utilfredse med den konkurrence hun udsatte dem for. Dette har gjort at hendes eftermæle af flere er blevet præget af de rygter der florerede, fordi hun som kvinde var anderledes.

De driftige kvinder og de misundelige mænd

Som afslutning kan det også nævnes at andre driftige kvinders eftermæle er blevet tilsmudset. Magrethe Skovgaard til Sanderumgaard, var en del af slægten Skovgaard der ejede Sanderumgaard i starten af 1600-tallet. Fra omkring 1583 til sin død i 1615, var hun ejer af herregården.

Det siges at Chritian 4. på et tidspunkt havde spurgt om et lån, hvilket hun havde nægtet ham. Efter hendes død besøgte kongen Sct. Knuds Kirke, hvor hendes gravmæle befinder sig. Da kongen ikke havde glemt hendes gerning fra tidligere, befalede han at få tjæret gravmælet over. Det var først i nyere tid at gravmælet er blevet renset og fremstår som det oprindeligt var skabt.

Posted by Kristian Tobias Moerch in Danmark, Sagn