Kristian Tobias Moerch

Spøgende kvinder og jomfruer

Følgende er eksempler på sagn om kvindelige skæbner. Der findes mange historier om kvinder og unge kvinder.  Nogle af historierne er eksempler på hævnsagn mens andre er eksempler på ulykkelige skæbner.

De fordømte tjenestepiger

Fra de danske herregårde, går der flere sagn om tjenestepigerne der tjente herremændene. Flere sagn går på at en tjenestepige var blevet gravid, og holdt denne skjult.

I gammel tid kunne en fødsel uden for ægteskabet skabe store problemer for unge kvinder, og dermed ødelægge deres liv. Tjenestepigerne der var blev gravide, valgte at føde i dølgsmål. Nogle ombragte barnet ved kvælning eller drukning i voldgraven. Barneliget blev i et hult træ eller på loftet. Disse gerninger gjorde at pigerne var dømt til at gå igen, og besøge stedet hvor de ombragte barnet. Flere herregårde rundt om i Danmark har således en tjenestepige der går igen, og barnegråd der kan høres fra de døde børn.

De fordømte jomfruer og døtre

Af andre ulyksalige kvindeskæbner er der historier om datteren til herremanden der, på den ene eller anden måde, endte sine dage på tragisk vis. Nogle historier fokuserer på enken der (mente man) opførte sig dårligt i sin tid som bestyrer af herregården, og derfor måtte gå igen. 

Den grå dame på Brandbjerg

Et eksempel på en datters triste skæbne, finder man i sagnet om den grå dame på Brandbjerg. Den tidligere herregård, hvis hovedbygning stadig eksisterer, fungerer i dag som højskole.

Under svenskekrigene boede der en ung pige på herregården, som blev forelsket i en svensk soldat der holdt til i en lejr ikke langt derfra. De måtte holde deres forhold skjult for herremanden på gården, da han aldrig ville acceptere det. De mødtes om natten, for at holde forholdet skjult. Hun måtte liste sig ud af huset og ned af den lange nøddeallé, der fører ned til Grejsdalen, og soldaten måtte ride over markerne for at møde hende. Selvom faren prøvede at holde datteren i huset, lykkedes det hende at komme ud om aftenen, og mødes med sin elskede soldat. En aften besluttede de sig for at flygte sammen, da hun ville væk fra sin strenge far. De aftalte at mødes den følgende nat, og flygte sammen.

Natten faldt på og pigen begav sig afsted ned af nøddealléen til deres mødested. Da hun kom til stedet, var soldaten ingen steder af se. Hun tænkte at soldaten måtte være forsinket, og besluttede sig for at vente. Efter lang tids venten var soldaten stadig ikke dukket op, og slukøret og knust af sorg måtte hun vende hjem til gården.

Herremanden tager affære

Tilbage på gården havde herremanden haft en mistanke til datteren, og var begyndt at blive lidt mistænksom. Han havde den selvsamme aften valgt at holde øje med hende. Da hun vendte tilbage til gården, tvang han hende til at afsløre hvad hun havde for. Da han erfarede at hun var forelsket i en svensk soldat, dræbte han hende i rent raseri.

Efter denne hændelse, gik hun igen på gården som den grå dame på Brandbjerg. Ved hver fuldmåne skulle hun bevæge sig igennem huset, og kunne ses gå ned af Nøddealléen for ved enden at vente på sin elskede soldat.

Pigerne i højen

Følgende historie fra Fyn, handler om den tragiske skæbne for tre døtre af en herremand. Nogle versioner af historien ændrer herremanden til konge, og prinserne til kongesønner. Røverne er også i nogle versioner kæmper, som lover guld og rigdom for at få døtrene. Yderligere er Jomfruhøj slet ikke en høj, men et gammelt voldsted fra 1300-tallet.  

Nær Lundsgaard på Fyen, ligger der en høj kaldet “Jomfruhøj”. En herremand til gården havde tre døtre, alle forlovet til prinser. Da dette var på korstogenes tid, var dette noget som optog herremanden. Han besluttede på et tidspunkt at han, og prinserne, skulle tage afsted på korstog. Dette betød at de tre døtre var uden beskyttelse, og dette måtte man give dem. For på egnen huserede tre røvere, som tidligere havde gjort kur til døtrene. Døtrene havde sagt nej, men røverne havde svoret at de ikke tog nej for et nej.

For at beskytte døtrene mod dem, blev der indrettet en beskyttet bolig i en høj nær herregården. Hulen havde mad og drikke nok til de tre døtre, indtil mændene vendte tilbage. Døtrene fandt sig til rette i hulen, og indgangen blev lukket til. Da mændene var taget afsted på korstog, vendte røverne tilbage til området. De ledte efter døtrene, og søgte højt og bredt uden held. Da de var ved at give op, red de på vej hjem og passerede tilfældigvis højen. Da ingen havde taget højde for at en af døtrene havde en lille hund, spolerede denne hele beskyttelsen. Den begyndte at gø, hvilket røverne hørte. De fandt frem til højen, og de begyndte at grave sig ind i den. De tre døtre blev skræmte, og vidste ikke deres levende råd. Da røverne var tæt på at bryde ind i hulen, valgte den yngste datter i ren fortvivelse at dolke sig selv i hjertet. Hun ville hellere dø, og være tro mod sin prins, end at være sammen med en af røverne. De to andre døtre så hvad hun gjorde, og for at være tro mod prinserne, gjorde de det samme. 

Da røverne således kom ind i hulen, fandt de, de tre døde jomfruer liggende på jorden, mens hunden gøede og gøede. Fra den tid af, skulle de tre røvere gå igen og hærge rundt om højen. Man kan også ved nattetide høre en lille hund gø.

Sagnet om Ingeborg på Voergaard

Et eksempel på et hævnsagn er sagnet om Ingeborg Skeel til Voergaard. Modsat historien om Køge Huskors kunne denne kvinde ikke blive ramt i sin levetid, og først rammes på sit eftermæle.

Ingeborg Skeel var datter af godsejer Niels Skeel og Karen Globsdatter Krabbe til Nygård. i 1560 blev hun gift med Otte Banner (eller Otto), der var søn af Rigsmarsk Erik Eriksen Banner. En Rigsmarsk var den øverste hærfører i landet, og dermed en højt profileret titel. Efter mageskifter og salg, blev Nygård og andre ejendomme udskiftet med Voergaard i Vendsyssel. Til godset blev der knyttet 300 fæstegårde, og gjorde dermed Voergaard til et af de større godser i landet. Det lykkedes, takket være et samarbejde med moren Karen Krabbe, at godset Voergaard blev en selvstændig retskreds. Samtidig fik hun sat gang i handel med bl.a. korn og startet handel med tegl og mursten. Noget af dette blev brugt af Christian d. 4 til opbygningen af Koldinghus.

Den onde Ingeborg

Ingeborg Skeel var i følge sagnet en hård, kynisk og ondskabsfuld bestyrer. De egne og gårde hun fik lagt til godset snød hun sig til, for at få mere magt og land. Under udbygningen af østfløjen på Voergaard, fik hun dræbt og smidt bygmesteren i voldgraven, fordi hun ikke ville betale for arbejdet. Tjenestepigerne og karlene blev også trynet og mishandlet. En karl skulle have fået hugget armene af, fordi han havde stjålet brænde i skoven. Tjenestepigerne skulle hun have bundet til kakkelovne så de brændte ihjel, hvis de havde stjålet eller løjet. Selv børn kunne ikke undgå at blive ramt af Ingeborgs ondskabsfuldhed og vrede. Blev de opdaget i at stjæle korn på markerne omkring godset, blev deres fingre klippet af. Som om det ikke skulle være nok, så skulle hun også have pisket hendes og Ottos førstefødte søn til døde.

På grund af disse gerninger, kunne hun selvfølgelig ikke finde fred efter døden. Hun skulle derfor gå igen og holde opsyn med sit gamle domicil. Det siges at flere på gården har set en kvindeligt gespenst kigge ind af vinduerne på gården eller ånde dem i nakken på deres ture rundt på godsets gange. Hun skulle have skabt et frygteligt postyr på gården, og folk frygtede at møde hende en sen nattetime.

Den driftige handelskvinde

Som det indledningsvis blev nævnt, var hun i virkeligheden en driftig kvinde, og ikke som sagnet fortæller. Hun fik opført et sygehus til de fattige i Sæby, en kirke i Voer samt solgt tegl til byggeriet af Koldinghus. Denne driftighed kan have skabt undren blandt almuen. De forstod sig ikke helt på mageskifter og hvorfor godset pludselig blev en selvstændig retskreds. Samtidig var købmænd i bl.a. Aalborg utilfredse med den konkurrence hun udsatte dem for. Dette har gjort at hendes eftermæle af flere er blevet præget af de rygter der florerede, fordi hun som kvinde var anderledes.

De driftige kvinder og de misundelige mænd

Som afslutning kan det også nævnes at andre driftige kvinders eftermæle er blevet tilsmudset. Magrethe Skovgaard til Sanderumgaard, var en del af slægten Skovgaard der ejede Sanderumgaard i starten af 1600-tallet. Fra omkring 1583 til sin død i 1615, var hun ejer af herregården.

Det siges at Chritian 4. på et tidspunkt havde spurgt om et lån, hvilket hun havde nægtet ham. Efter hendes død besøgte kongen Sct. Knuds Kirke, hvor hendes gravmæle befinder sig. Da kongen ikke havde glemt hendes gerning fra tidligere, befalede han at få tjæret gravmælet over. Det var først i nyere tid at gravmælet er blevet renset og fremstår som det oprindeligt var skabt.

Posted by Kristian Tobias Moerch in Danmark, Sagn

Sagn, myter og fortællinger

Der findes i sproget en masse ord for det at fortælle noget. Sagn, myte, fortælling og eventyr, er nogle af de betegnelser der dækker alt fra at formilde en oplevet hændelse til at opdigte historier. De forskellige ord hænger sammen, da de alle tager udgangspunkt i det at fortælle.

Hvad er et sagn? 

Før skriftsprogets indtog, var fortællinger mundtligt overleveret. Sagn kommer af ordet “udsagn” og betyder beretning, mens myte kommer af græsk, og betyder “fortælling eller sagn”. Myter er beretninger om guder og overmenneskelige skikkelser, og har et religiøst islæt. Sagn tager derimod udgangspunkt i virkeligheden, og kunne være (nogle gange delvist) sande fortællinger. 

Rygter, sagn og eventyr

Når der blev fortalt historier før i tiden,  kunne det været et sammensurium af både sande historier, rygter og eventyr. Rygter har til enhver tid haft en indflydelse på det vi fortæller, og hvordan vi opfatter mennesker, steder eller begivenheder. Rygter kan have haft en indflydelse på hvordan man opfattede f.eks. personer. Nogle rygter blev så fasttrømrede, at de blev opfattet som sande. Dermed kunne et rygte have betydning for de sagn der efterfølgende blev fortalt. Et eksempel kan være sagnet Køge Huskors.

Forskellen mellem et eventyr og et sagn er, at eventyr er opdigtede, mens sagn er en blanding mellem en sand historie og en opdigtet fortælling. Et sagn er en mundtlig beretning der siges at have fundet sted, og først senere er blevet nedskrevet. 

Hvor et eventyr kan indledes med “der var engang” og skabe en historie der sker langt væk fra hvor man befinder sig, så tager et sagn udgangspunkt i lokalområdet og lokalhistorien. Dermed bliver sagn lokalforankret og forankret i virkeligheden. 

Sagn og sandhed

Sagn har, som sagt, en kerne af sandhed. Dette betyder dog ikke at de er fuldstændigt sande. Et sagn kan sagtens indeholde elementer der er opdigtede, men fortsat handle om personer eller steder der har eksisteret. Nogle sagn er blevet genfortalt igennem mange årtier, hvilket betyder at de ikke længere lyder helt som de gjorde oprindeligt. Det kan f.eks. være at mindre kendte personer bliver skiftet ud med mere kendte. Personer som i livet var vellidt af nogle, kan efter døden få tillagt gerninger og meninger, de ikke havde i live. Nogle sagn er blevet fortalt så mange gange, at handlingerne er blevet forskudt i tid. Dette betyder f.eks., at en herremand kan eje en gård på et tidspunkt, hvor den faktisk var tom.

Selvom man før i tiden nok har ment der var mere sandhed i dem end man måske gør i dag, har de ikke alle været lige sande til at starte med.  Dette kan ses i de afledte ord som skrøne, røverhistorie, ammestuehistorier og skipperhistorie.

Typer af sagn

Der findes forskellige typer af sagn, hvor graden af sandhed og mængden af fiktion skifter. Nogle typer af sagn virker mere til at være genfortællinger af egentlige hændelser, mens andre virker til at være på grænsen til skrøner og måske er blevet lidt overdrevet med tiden.

Ophavssagn

Et ophavssagn fortæller om oprindelsen af et navn på en bygning, eller et sted. Ophavssagnet kan fortælle om hvorfor en kirke blev bygget på én bakke fremfor en anden, hvorfor en bakke havde et særligt navn eller hvorfor en herregård blev bygget netop hvor den gjorde. 

Disse typer af sagn kan indeholde både overnaturlige væsner som trolde eller nisser, men også faktuelle personer som f.eks. herremænd, konger og præster. Hermed skaber man en fortælling som en form for en lokal skabelseshistorie, der tager udgangspunkt i virkeligheden men vælger at tilføje noget fiktivt til fortællingen.

Historisk sagn

Et historisk sagn er et sagn der fortæller om en historisk person eller sted. Det kan være et sagn om personer der har udrettet store bedrifter, gjort sig uheldigt bemærket eller steder med særlig betydning. Historiske sagn er dermed fokuseret på en hændelse eller et sted der har eksisteret, som har været værd at genfortælle.

Det er dog ikke alle historiske sagn der er helt sande. Det kan f.eks. være fortællinger om stolte herremænd der ikke kunne dræbes i kamp, og frem for huller i kroppen havde støvler fulde af blykugler. Nogle fortællere har været lidt for fantasifulde, eller har ønsket at hylde personen i genfortællingen af historien.

Hævnsagn

Et hævnsagn er sagn der er opstået efter en persons død. De er blevet fortalt  som en bevidst tilsværtning af vedkommende. Det kan være bønder der ikke brød sig om herremanden, og mens denne levede var det ikke velset at sværte en adelsmand til. Efter døden var der dog mere frit lejde, og derfra kunne man fortælle historierne.

Et eksempel er sagnet om Ingeborg Skeel fra Voergaard i Nordjylland. Hun var en driftig kvinde, der gjorde meget for lokalbefolkningen. Hun var en effektiv handelskvinde, men blev efter sin død gjort fæl og ondskabsfuld. Dette kunne skyldes at hun var kvinde, og havde gjort visse mænd sure over den drift og ihærdighed hun lagde for dagen. De var blevet jaloux over hendes driftighed og havde måske mistet indtægt på forskellige markeder.

Dermed var hun en trussel, og for at sikre sig ingen tog ved lære af hende, begynde man at fortælle historier om hende, for at hævde sig lidt på hendes bekostning.

Et hævnsagn er dermed en mulighed for at skjule sandheder og detaljer for eftertiden. Det kan være svært for os at gennemskue hvem der har fortalt historien oprindeligt, og hvorfor. 

Vandresagn

Et vandresagn er et sagn der går igen forskellige steder. Historiens kerne er ikke ændret, det et blot personerne og lokaliteten. Det kan være en herremand der var ond ved bønderne, stjal sig til mere jord eller tjenestepiger der fødte børn i dølgsmål.

Et vandresagn kendes på, at den samme historie og morale går igen i historien. Dermed har sagnet ikke noget med virkeligheden at gøre som sådan, men mere været brugt som skræk og advarsel. 

Overnaturlige sagn

Et overnaturligt sagn indeholder overnaturlige elementer. Det kan være trolde, hekse, nisser, elverfolk, helheste og gravsøer. Der findes mange sagn som kæder ophavssagn sammen med overnaturlige fænomener.

Nisser har, ifølge mange sagn, været nogle værre karle. De kunne finde på at komme op og slås med hinanden over f.eks. en sæk korn. Blev enten blod, eller korn, spildt på et sted, ville dette sted få et særligt udseende. Nogle sagn handlede om mangel på respekt overfor “de underjordiske”, hvilket også kendes fra Irland. Gjorde man dem fortræd, eller ikke viste dem respekt, kunne det gå frygteligt galt.

Sagn med flere elementer

Som det fremgår, så er disse kategorier ikke entydige. Et sagn kan sagtens være historisk men også indeholde overnaturlige elementer. Et sagn kan være historisk for en bestemt egn, men også fortalt et helt andet sted uden tilknytning til den oprindelige historie. Mange gange er overnaturlige fænomener og væsner også en del af de andre typer af sagn. En historisk person som Valdemar Atterdag eller Christian IV, siges at gå igen. Den første ved Gurre og den anden på Rosenborg. Dermed har man sagn der fortæller om deres gerninger i live men også mere overnaturlige sagn der handler om deres færden efter døden.

Moderne sagn og vandrehistorier

Der findes stadig sagn og myter, selvom vi lever i et mere oplyst samfund.

I moderne tider er, især, internettet et sted for hyppigt at dele historier med andre. Her fortælles der vandrehistorier, eller “Urban Legends”, som i sin form og fortælling minder om de gamle sagn. Som med et sagn, bygger moderne vandrehistorier på en kerne af sandhed, og har til formål at socialisere og advare.

Moderne ophavssagn

Der findes eksempler på moderne Ophavssagn, om vejstrækninger eller særlige sving. Der findes overnaturlige sagn om jernbanestrækninger hvor spøgelser med lygter går rundt eller hvor hele toge der kører. Nogle vejstrækninger kan have spøgelesblaffere gående rundt i vejkanten. 

Ånden i glasset

Det kan også være historierne om at gentager man særlige ord foran et spejl et antal gange, kan man fremmane en ond ånd.

Hvis man har stiftet bekendskab med legen “Ånden i glasset”, har man med garanti hørt om en “vens ven” der selv prøvede at spille spillet, og fik fat på en ond ånd. Legen går i al sin enkelthed ud på, at man med et glas skal “fange en ånd” og spørge den en række spørgsmål. For at gøre denne leg mere “farlig” og “speciel”, er der en række historier som omgiver den. Alle historierne fokuserer på hvad der er sket med dem der spillede det, eller ved en fejl kom til gøre noget forkert i forbindelse med det. Som andre typer af sagn er de på en gang med til at advare om farene ved legen, men også socialisere dem der har valgt at deltage i legen.

Bortførelser og rumvæsner

Hvor mange sagn og fortællinger tidligere centrerede sig om himmel og helvede, er der flere historier som nu fokuserer på rummet og rumvæsner. Der findes utallige historier om folk der er blevet bortført af rumvæsner, og undersøgt og udsat for tests. Mystiske rumvæsner er sluppet ud, og har angrebet folk, eller dyr, i området. Dette er f.eks. tilfældet med El Chupacabra, et mystisk væsen der hærgede i Sydamerika og dræbte mange dyr. Samtidig er der også historier om Roswell og Area 51, som kan ses om både ophavssagn men også fortæller om det særlige ved stedet. 

Hvor man før var bange for “det deroppe” eller “dernede”, så er man nu blevet lidt frygtsom for “det derude”.

Moderne sagn og skrøner – sandhed eller fiktion?

Som med de gamle sagn, kan nogle moderne sagn virke sande. Et eksempel er historien om væsnet, Slenderman. Et højt tyndt væsen, der skulle dræbe dem der får øje på ham. Der er opstået flere historier om folk der siges at have mødt ham, mens nogle har postet billeder af børn der holder væsnet i hånden, eller står og skuler i baggrunden. 

Et andet populært sagn kaldes “Russian Sleep Experiement”. Her går fortællingen på et hemmeligt sovjetisk eksperiment af søvnløshed på nogle udvalgte fanger, men som ender med at skabe nogle væsner der er meget anderledes end de mennesker de startede med at være. Dette sagn har affødt mange diskussioner og videoer på f.eks. Yotube, hvor det diskuteres om det var sandt eller ej. Hvad har været ophavet for sagnet? et rigtigt eksperiment? Var det hele bare en løgn, eller var der eksperimenter der lignede det omtalte?

Faktum er at to sagn er fiktive, De er såkaldte Creepy Pastas, der blev skrevet og delt på online forums. Creepy Pastas er historier som folk skriver og deler med hinanden, i håbet om at skrive en rigtig uhyggelig historie der både er skræmende. Disse historier kan virke mere eller mindre sandfærdige, hvilket har medført at nogle har hørt historierne genfortalt og derefter troet at de var sande.

Som sagt, selvom vi lever i et moderne og oplyst samfund, er vi fortsat omgivet af sagn og fortællinger. Vi har adgang til et hav af inforationer, men mange antager at alt de læser på nettet er sandt. Nogle har derfor ikke tænkt over at der kunne være tale om en opdigtet historie, og ikke en sandfærdig beretning.

Så ligesom med de gamle sagn, så tager nogle af dem udgangspunkt i virkeligheden, og ligger et sted mellem sandheden og fiktionen, mens andre blot er pure opspind.

Posted by Kristian Tobias Moerch in Artikler

Træmanden

Denne historie læste jeg på et forum for længe siden. Det er ikke oplevelser jeg selv har haft. Historien har jeg ikke glemt, da jeg synes det er en af de mere skræmmende af slagsen. Om den er sand? det skal jeg ikke kunne sige. 

Dengang jeg lige var flyttet hjemmefra, boede jeg kortvarigt på et lille herberg. Det var et gult hus, hvor der boede fire andre mig. Jeg boede i kælderen, de andre boede på hver sin etage. Det var et lidt særligt sted, da der kom og gik ret mange mennesker i løbet af dagen. Man vidste ikke altid hvem der var hjemme og hvem der ikke var.

En sen aften var jeg alene i huset, og sad nede i kælderen. De andre var ude af huset.  På et tidspunkt kunne jeg høre nogen gå rundt udenfor vinduet. Jeg tænkte ikke mere over det, da der jo kom så mange folk i huset, og der måske var nogen som ville besøge en af de andre. Pludselig hørte jeg døren gå op, og nogen gik ind i gangen. Jeg troede først det var nogle af de andre der var kommet hjem, men disse skridt gik ikke i retning af trappen til første sal, men hen imod kælderen. Det var store tunge skridt, der rungede højt i huset. Jeg havde låst døren ud til trappen, og lå i min seng og lyttede efter trinene. Trinene kom hen til døren, og der blev hevet i håndtaget. Det stoppede, og jeg tænke det måtte være en der var gået forkert.

Et øjeblik efter så jeg en skikkelse stå over ved det ene vindue, knælende som om vedkommende prøvede at kigge ind. jeg havde slukket lyset, men lysskæret fra lampen ude på gaden lyste skikkelsen op. Jeg blev forskrækket, hvorefter skikkelsen forsvandt fra vinduet, og begyndte at hive i håndtaget igen. Jeg tog fat i en reol nær døren, og skubbede den hen foran. Pludselig så jeg skikkelsen stå ved vinduet og kigge ind igen, for kort efter at være ved døren. Jeg krøb sammen ved reolen og så hvordan skikkelsen skiftede position hele tiden.

Efter et stykke tid var skikkelsen væk, og jeg kunne ikke høre nogen trin. jeg lænede mig op af døren og ville kigge ud af nøglehullet. Da jeg satte øjet for hullet, så ind i et fremmed øje. Det var et gult øje der stirrede ondt og intenst, og huden omkring var mørk, barket og lignede træ. Jeg blev så forskrækket at jeg faldt bagover, mens vedkommende hev i døren endnu en gang. Derefter kunne jeg høre trin gå væk fra døren, op ad trappen og ud i køkkenet. Herefter gik vedkommende tilbage mod kældertrappen og jeg kunne høre et højt bump mod døren. Derefter blev alt stille.

Jeg krøb op i sengen, og lå længe og kiggede ud af vinduet og lyttede. Der var blevet stille, men jeg var så bange at jeg ikke kunne sove før længe efter. Om morgenen vågnede jeg op, og høre der fortsat var ro. Jeg skubbede reolen væk fra døren, og kiggede ud af nøglehullet. Der var lyst på trappen, og jeg kunne se at en af de andres jakker hang på knagerækken. Jeg åbnede døren og da jeg gjorde det, kunne jeg se en stor køkkenkniv sidde fast i døren.

Kort tid efter valgte jeg at flytte fra huset, og har aldrig været der siden.

 

Posted by Kristian Tobias Moerch in Danmark, Fortællinger

Spøgelser på TV – Udenlandske programmer

Hvor jeg i forrige indlæg fokuserede på danskproducerede TV-programmer, så er har der igennem årene på dansk tv også været vist udenlandske programmer med fokus på det overnaturlige.

Scariest places on Earth

I starten af  00’erne blev der vist Scariest Places on Earth på dansk tv. Dette program var et realityprogram, hvor Linda Blair præsenterede forskellige områder rundt om i verden, som angiveligt var hjemsøgte. Programmet præsenterede historien om stedet og skiftede derefter om til almindelige folks oplevelser på stedet. Her skulle de gå rundt på disse steder og igennem forskellige øvelser, opleve om stedet var hjemsøgt eller ej.

I programmerne kunne de gå rundt på et gammel fort, hvor mange soldater døde under borgerkrigen, eller de kunne gå rundt i et gammelt fængsel og sidde i forskellige celler, angiveligt der hvor de indsatte enten var døde eller torturerede. Som i stil med de danskproducerede programmer, havde selve oplevelserne en mere central rolle i programmerne. Her fik man præsenteret historien om stedet, hændelserne der var registeret, og vist eksempler. Som seer bliver man gjort klar over at stedet er uhyggeligt, skræmmende og måske også farligt – alt efter hændelserne. På den måde får man fortalt – det her sted skal du ikke besøge! og her præsenterer man således familierne der skal besøge stederne.

De forskellige familier bliver sendt ud på stederne, og fordelt alene ud på området. En skal ud i et bestemt rum og lave en lydoptagelse, en anden skal ud og lave et ritual mens de sidste kan sidde alene i et mørkt rum, hvor de kan registrere lyde eller bevægelser.

Som med “Åndernes Magt” er fokus på seerens forestillingsevne. Man bliver sat ind i fortællingen om stedet, hændelserne og sammen med familierne “besøger” man så stedet. Det at du ser de tomme steder, mørke stuer og mørke gange – det sætter tankerne i gang. Programmet har dermed et fast greb om fortællingen, og dermed er det mere ens egen forestilling der gør det mest skræmmende.

Af beviser på spøgelser er der ikke mange af. Man har nogle optagelser der er lavet før, eller under programmet. Det kan være en lyd der er optaget, som igen og igen bliver gengivet. Med underteksterne får man som seer også fortalt hvad ånden siger, altså man bliver igen indirekte påvirket til at blive skræmt. Senere i sæsonerne valgte man at deltagerne skulle bære kameraer på maven, der filmede deres ansigter. I ren The Blair Witch Project stil gik de således rundt, blev skræmt og man fulgte deres rædsel. Ved kun at høre hvad de oplevede, aldrig så det (ud over når de drejede kameraet væk fra dem selv) skulle man således forestille sig hvad der skete. Så hun virkelig en skygge i korridoren? hørte hun virkelig en lyd som om en mand grinte i rummet ved siden af? Det er uafklaret, da man aldrig får det at se. Det er TV der fænger, da det kan virke skræmmende og uforudsigeligt.

Ghost Adventures

På TV3+ blev der tidligere sendt det amerikanske spøgelsesjægerprogram Ghost Adventures. Her følger man Zak Bagans, Nick Groff og Aaron Goodwin som tager ud til hjemsøgte steder og dokumenterer om de er hjemsøgte eller ej (mest at de er). Som med Scariest Places on Earth bliver seerne præsenteret historien om stederne, som Zak og hans hold skal undersøge. Igen er fokus på oplevelserne, hændelserne og der bliver gengivet lyde som er optaget eller vist billeder af skygger. Efterfølgende vælger Zak og holdet at blive på stedet i løbet af natten, for at dokumentere hændelserne på stedet. Herfra følger man så deres undersøgelse af stedet. Det er igennem kameraoptagelser, lydoptagelser eller andet som Zak og holdet finder relevant at undersøge på stedet.

Hvordan beviser man spøgelsers eksistens?

Programmet har forskellige problemer. Først og fremmest fylder værten, Zak, ret meget. Han fylder dels meget under fortællingerne om stedet, og bruger meget tid på at sætte sig selv i scene som “lokkedue” til at trække ånderne frem. Man bliver således gjort opmærksom på ham meget af tiden, hvilket kan være trættende. Dette er dog et spørgsmål om smag.

Et større problem er faktisk selve undersøgelserne. Der er tale om et program der vil bekræfte spøgelser eksistens, men sjældent gør det. Det er tydeligt at programmet gerne vil gribe fortællingen som f.eks. Scariest Places on Earth gør det, ved at sætte stedets historie og hændelser i scene først. Dette ved programmet godt, og derfor er visse hændelser, pudsigt nok, off-camera. “Pludselig var der en skygge bag kameramanden”. eller “kameramanden kunne mærke en kold ånde i nakken”. Problemet er bare at det ikke fungerer særlig godt, da programmet meget nidkært prøver at få dokumenteret spøgelserne på kamera. Dette sker igennem eksperimenter som f.eks. at lader en bold ligge stille på et gulv,  således at spøgelserne kan skubbe til den.  Således ser man bolden på gulvet, man ser det tomme rum – ingenting sker. Ja, man forestiller sig “hvad nu HVIS den triller”….men det gør den bare ikke.

Når en undersøgelse går galt

Når der laves undersøgelser, ender de som regel på samme måde. De fleste episoder ender med en enkelt lydoptagelse, en skygge man (pudsigt) ikke fik optaget eller med et grynet billede. Lydoptagelserne varer få sekunder, men gentages igen og igen, hvor man overbeviser sig selv om hvad der bliver sagt. billederne er, som sagt, grynede, og skal overbevise folk om at der altså er en skygge.

Undersøgelserne bliver dokumenteret i løbet af hver episode. Du får fortalt hvor lang tid de har brugt på lydoptagelser, hvornår et billede bliver taget eller hvornår de ser en skygge. Som regel kan der gå flere timer før de får noget optaget, og dermed kan man konkludere at der i mellemtiden ikke er sket særligt meget. Det største problem er dog, at de nogle gange har chancer for at bevise om der reelt eksisterer spøgelser eller ej. Et eksempel er under et besøg på et hotel i Californien. Det skulle være besat af en ond ånd, ejerne og tidligere beboere bekræfter dette, samt lydoptagelser bekræfte dette. De får optaget lyde der, ifølge dem, fortæller at “han er på vej”. I stedet for at blive og se hvem “han” er, tager de hjem. Åbenbart er det for meget at være til stede hvor “han” er, selvom de indtil da ikke har gjort nogen nævneværdige opdagelser. Et andet eksempel er under et besøg i et gammel nonnekloster. Her er der gamle nonner til stede, og som endda er kendt for at angribe folk med tatoveringer. Dette har Zak, og han vælger således at smide trøjen og vise tatoveringerne frem. han forventer således at blive angrebet, skubbet eller slået af spøgelserne – der sker bare intet.

Programmet er tydeligvis ikke sat i søen for, at bevise eksistensen af spøgelser. Det er et underholdningsprogram der skal fortælle spøgelseshistorier. Dog synes jeg, modsat de andre programmer, at de rammer skævt og ikke får det greb om historien som de egentlig kunne. Man har på nogle punkter valgt fortællerkneb som kan virke uhyggelige og skræmmende, men i længden fylder værten for meget og undersøgelserne bliver kluntet præsenteret. Hvis man gjorde sig mere umage med programmet ville det (i hvert fald for mig) blive mere uhyggeligt.

 

Posted by Kristian Tobias Moerch in Artikler, Diskussion

Spøgelset ved telefonboksen

Denne historie har jeg læst på et forum for nogle år siden. Har siden ikke kunne finde den igen, men historien har jeg ikke glemt.

I en lille by på Sjælland var der et særligt sving alle i byen kendte, og en særlig telefonboks. Alle i byen var enige om at der var noget mystisk ved den, noget som ikke var helt som det skulle være. Flere havde oplevet sære hændelser der, især på det tidspunkt før mobiltelefonerne var så udbredte som nu. Flere havde oplevet at føle en lille hånd hive dem i tøjet, eller prikke til deres hænder, som om der var nogen som ville i kontakt med dem. Når de så ned, stod der en lille pige med en bamse i hånden, der spurgte om de havde set hendes forældre. Disse hændelser fik folk til at holde sig fra svinget, og hvis man kunne undgå at komme den vej, så gjorde man det.

Andre oplevede også sære hændelser i dette sving. Der var en mand som havde besøgt en ven i en nærliggende by, og var på vej hjem. Han havde kørt lidt, og på et tidspunkt bemærket at der til højre for ham cyklede en pige på en cykel. Hun kørte skråt overfor ham, på en sådan måde at han kunne se hendes ryg, men ikke hendes ansigt. Hun fortsatte et stykke tid med at køre sådan, uden at der blev hverken kortere og længere mellem dem. Manden begyndte at undre sig over hvorfor hun kørte netop der, da det var ret sent på aftenen. Han undrede sig også over at hun ikke kørte videre, men holdt sig i nærheden af ham hele tiden. Han prøvede nogle gange at spørge hvor hun skulle hen uden at hun reagerede. Da de kom til et sving spurgte han hende igen, og hun begyndte at dreje hovedet. Hun drejede hovedet for at se på ham, men hendes hovede endte i en mærkelige unaturlig stilling. Hun havde drejet hovedet som om det var gået af led, og hun så på ham med et forstyrret smil og nogle skræmmende kulsorte øjne. Manden blev så forskrækket over dette syn at han fik ubalance på cyklen og faldt i vejkanten.

Efter noget tid vågnede han op, og rundt om ham stod nogle folk. Naboerne havde hørt en underlig larm i løbet af natten, og havde gået ud for at se hvad det var. Der havde de fundet ham liggende bevidstløs i vejkanten. Han var ikke kommet noget til, ud over nogle skrammer. Da han spurgte om de havde set pigen der kørte ved siden af ham, så de meget undrende ud. Han forklarede at han havde kørt på vejen, og ved siden af havde der kørt en pige på en cykel. Folkene forklarede ham at de ikke havde set nogen pige, de havde kun fundet ham. Da han så forklarede hvordan pigen så ud, blev en af dem hvid i hovedet. Hun forklarede ham at det han havde set ikke var en levende pige, men et spøgelse. De havde fundet liggende i et sving, tæt på en gammel telefonboks. Her var der for mange år siden en lille pige som var blevet dræbt, da hun havde stået og ventet ved svinget på sine forældre.

Posted by Kristian Tobias Moerch in Danmark, Fortællinger, 0 comments

Spøgelser på tv

Når man taler om spøgelser, eller bare søger på det,  vil man ret hurtigt komme ind på spøgelsesjægere. Disse folk har, hvis man ser på TV-programmer igennem de seneste år, været meget repræsenteret på forskellige måder.

Spøgelsesjægere – jagten på det uforklarlige

Kort fortalt handler en spøgelsesjagt om at indsamle forskellige former for data, der kan bekræfte (eller afkræfte) om der er tale om et spøgeri. Spøgelesjægere  tager ud til huse, hvor det menes at spøge. Dette kan være folk der anmelder det selv eller spøgelsesjægerne der selv opsøger stedet. Her bruger man forskellige redskaber til at undersøge stederne. Det kan være igennem lydoptagelse, kameraoptagelser eller igennem temperaturmålinger. Nogle bekræfter at et pludselig fald i temperatur, kan være tegn på åndelig tilstedeværelse. Nogle tager også personer med kontakt til det åndelige med på jagten. Her føler og fornemmer de stedet og dets beboere, for dermed at komme i kontakt med spøgelserne.

Spøgelser på TV – danske programmer

Interessen for programmer om det overnaturlige, skifter fra tid til anden. Der er i nogle perioder flere forskellige programmer der vises, hvor spøgelser på den ene eller anden måde er i fokus. Igennem årene har der, bl.a. på dansk TV, været flere programmer der har handlet om spøgelser, spøgelsesjægere og overnaturlige fænomener.

Omkring årtusindskiftet var der et program på TV2, kaldet “Hjemsøgt”. Her havde man hyret Lars bom til at præsentere spøgelseshistorier fra forskellige dele af  Danmark, igennem seks programmer. Historierne har man valgt at rekonstruere igennem små film. Hver historie prøver man at genfortælle og dermed vise hvordan det kunne have foregået.  Af historier kan jeg ikke huske dem alle, men jeg kan huske en historie om en kirke, hvor en præst skulle gå igen. Denne havde således skræmt livet af forskellige folk en sen nattetime, f.eks. ved en der var faldet i søvn på en bænk udenfor kirken. En anden historie handlede om en bondegård, hvor nogle nazister (eller bare soldater) der gik igen i en bondestue. Ideen med programmet er at få præsenteret historierne og skabe små uhyggelige fortællinger. man har valgt en meget visuel tilgang, hvori fortællingen ikke bliver mundtligt overleveret men således fortolket. Programmet har ikke gjort det helt store indtryk på mig, bortset fra netop dette. Årsagen kan være at man fokuserede på at visualisere spøgelseshistorierne og ikke blot genfortalte dem mundtligt. Ved at visualisere noget, kan du ende med at tage uhyggen ud af det. Det kræver noget andet at visualisere en historie, hvor det hurtigt kan blive tamt hvis der ikke er så meget kød på historien.

Senere hen er der kommet andre programmer til. hvor “Åndernes Magt” og “Ånderne Vender Tilbage” igen fokuserede på almindelige danskeres oplevelser med det overnaturlige. Her havde man et medie med, hvor meget af fokus lå på dennes fortælling omkring de afdøde der huserede på stedet. Her blev der fokuseret langt mere på fortællingen, og vores egen forestillingsevne. Ved at han fortalte at en mand havde slæbt en ånd med hjem fra en bodega, og fik ham til at tillægge sig dårlige vaner var langt mere fængende, primært fordi det var vores forestillingsevne der kom på prøve. Ved at forestille sig at der er en ånd i huset, at denne viser sig i kroge, i skyggerne gør fortællingen væsentlig mere effektfuld end at se en skuespiller udklædt som spøgelsesnazist siddende i en stue og råbe “BØH”. Det er også et program jeg husker mere, primært fordi fortællingerne var bedre sat sammen. At der så også var nogle effekter med et bord der blev smadret efter en seance, gør at man husker det mere tydeligt.

Der har dog været kritik af “Åndernes Magt”, herunder netop særligt episoden med glasbordet. Kritikken har gået på at det medie som bruges, Frank Munkø, i realiteten ikke taler med ånderne, men i stedet manipulerer med beboerne i lejligheden. Det er ledende spørgsmål han bruger, gætterier som nogle gange rammer plet – andre gange overhovedet ikke. I en artikel i Kristelig Dagblad, fortæller tryllekunstneren Niels Krøjgaard følgende:

– Frank Munkø bruger den teknik, som i tryllekunstnernes fagsprog kaldes kold-læsning. Det vil sige, at han bruger en spørgeteknik, så folk uforvarent kommer til at sige det, han har brug for. Han aflæser meget nøje folks kropsprog, og så kommer han hele tiden med små gæt. De forkerte gæt bagatelliserer han, mens de rigtige bliver fremhævet og derfor husket af seerne, siger Niels Krøjgaard.

Netop det stramme greb om fortællingen gør at programmet huskes. Seerne bliver revet med at de ting som bliver fortalt, og mange misser de tidspunkter hvor mediet ikke rammer rigtigt. Tilbage igen står situationen med glasbordet, hvor andre har fremført at der foregår mere bag skærmen end man bliver vist.  På hjemmesiden Skeptika, findes en længere gennemgang af netop “Åndernes Magt” og episoden med glasbordet. som med artiklen i Kristelig Dagblad, er mediet ledende i sine spørgsmål og hele situationen omkring glasbordet uafklaret:

 I det sidste af udsendelsen bliver der gjort meget for at understrege, at det ikke kan være fotografen, der er skyld i at glaspladen går i stykker. Men Mettes afsnuppede bemærkning til Breinholt om, at det var dig , får virkelig én til at ønske sig en omgang “bag kameraet”. Hvad skete der uden for billedet, da braget lød?

Det er dermed tydeligt at programmet ikke har dokumenteret at der er ånder til stede, men fortællingen man skaber gør netop det den skal – fanger seerne. “Åndernes Magt” blev en af de store succeser for TV2 Zulu i de første år, og gav mulighed for at genoplive genren senere hen. Dette kan ses i programmerne med Puk Elgård “Det Mystiske Danmark” hvori hun undersøger forskellige former for kontakt med det overnaturlige – herunder dem der har kontakt til de døde.

Spøgelsesjægere på TV – skidt eller kanel?

Måden at bruge fortællinger på kan ikke altid redde programmerne. Hvor man i “Åndernes Magt” gjorde meget ud af at stramme grebet om mediets fortælling og lade seeren forestille sig ånden og hændelserne, har andre programmer mere fokus på dem der tror på spøgelserne.

I programmet “Spøgelesjægerne” på Kanal 5 (hvoraf 3. Sæson kom i 2017) er der fokus på forskellige danske grupper, som jager og undersøger hjemsøgte steder. Fokus er ikke så meget på stedet de skal undersøge, der er fokus på grupperne og de personer der er i dem. hvor “Åndernes Magt” blev omtalt som en dokumentar, er der mere “reality” over “Spøgelsesjægerne”. Der er meget underlægningsmusik for at få seerne til at føle noget bestemt, og mange interviews med gruppernes medlemmer skal fortælle hvad de følte, tænkte og oplevede i de situationer som hvert afsnit handler om.

Problemet med dette er, at disse mennesker jo tager sig selv meget seriøst. De er en del af en spøgelsesjægergruppe fordi de tror på at der faktisk findes spøgelser, og at de gør noget godt for dem der har problemer med dem. Programmet som de er en del af, viser i stedet nogle grupper som fremstilles lidt som nogle klovne, der fjoller rundt og leder efter noget som seerne ved ikke findes. Fokus er ikke på at det de finder skal være “uhyggeligt” for seeren, det er mere om man nu synes metoden de bruger er plausibel og om de i det hele taget får nogle beviser. Jeg ved ikke om grupperne var indstillet på denne fremstilling i TV, eller om de faktisk synes det er sjovt at folk griner lidt af dem. Det kan være de har været indforstået med det, og bare glædede sig over at få lidt tv-tid, nu da det er blevet til tre sæsoner.

Det er dog interessant at måden at fremstille spøgelser på har ændret sig. Hvor du i de tidlige 00’er havde dokumentar-genren og selve spøgelseshistorierne som omdrejningspunkt, er det senere i løbet af 10’erne gået mere i retning af at undersøge hvem de mennesker der tror på spøgelser er, og mindre på selve oplevelsen med spøgelserne.

 

Posted by Kristian Tobias Moerch in Artikler, Diskussion

Fanden er løs i Laksegade

En sætning som mange kender er “fanden er løs i laksegade”. Man ved, når man siger det, at der sker noget voldsomt. Der er dog en historie bag sætningen, som mange måske ikke kender til. Som så mange andre faste vendinger, så udspringer de af en hændelse.

Da Laksegade var i oprør

En sensommeraften i 1826, foregik der noget mærkeligt i København. I løbet af aftenen begyndte der at sprede sig rygte om, at der foregik noget mærkeligt i en af gaderne. I Laksegade forgik der nogle meget mærkelige ting. I nr. 15 var ruderne smadret, og ud igennem dem røg der både tørv, kartofler og andre mærkelige ting. Nysgerrige københavnere begyndte at stimle sig sammen omkring huset, og fulgte nysgerrigt, og vel også skræmt, med i dette optrin. Ting fløj ud af ruderne, der blev hørt latter og skældsord inde fra huset og det hele stod på i omkring en times tid.

På et tidspunkt blev politiet tilkaldt, da man ønskede at få dette optrin opklaret. Da politiet begyndte at gå ind i huset, stoppede hændelserne meget hurtigt. De fandt intet, selvom de havde søgt hele huset igennem. Under optrinnet så det heller ikke ud til at der var nogen i huset, det virkede som om tingene blev kastet ud af en usynlig skabning. Så for den nysgerrige befolkning, var der ikke noget klart svar. Rygterne gik, og det endte med at man konkluderede at det måtte være fanden selv der var på spil. Så fra den dag af fik man et nyt udtryk: Fanden er løs i Laksegade.

Da fanden var på besøg

Antallet af folk der stimlede sig sammen om huset i Laksegade var, ifølge nogle kilder, på omkring hundrede folk.

Som med Køge Huskors, begynder rygterne at gå. Nogle havde set røde ildglødende øjne inde fra huset. Nogle andre havde hørt en dyrisk knurren mens andre havde hørt en dyb umenneskelig latter. Alle havde set noget forskelligt, og alle havde en mulig forklaring på hvad der kunne have været sket. Jo mere man talte om de mærkelige fænomener, jo mere blev man til sidst enige om at det måtte være fanden selv der var på spil. Hvis ikke det var fanden selv,  hvem var det ellers der havde røde øjne, en dyrisk knurren og kastede med ting?

Selvom vi ikke længere er i 1600-tallet under hekseprocesserne, så er folk i 1800-tallet på mange måder stadig præget af gammel overtro. Bønderne på markerne fulgte stadig gamle overtroiske råd i forhold til hvornår man skulle høste og hvordan man spåede om vejret. Varsler var man også opmærksom på. Gik en sort kat over vejen? fløj fuglene lavt? der var mange måder at spå om fremtiden, og man tog det meget seriøst. Selvom man havde indført skolegang for bønderne i løbet af 1700-tallet, var samfundet stadig præget af af fortiden.

Det hjalp heller ikke på situationen at man aldrig fandt nogen svar på hvad der egentlig foregik. Politiet havde ikke kunne finde spor efter mennesker der kastede med tingene, ingen havde set nogen i huset og der kom aldrig nogen tilståelse fra nogen som helst. Så det forblev et åbent spørgsmål: hvem kastede med tingene i Laksegade 15?

Var det poltergeists?

Spørger man paranormale efterforskere, vil der være flere som begynder at nævne teorien om at det kunne være Poltergeists. Som jeg skrev i forbindelse med Køge Huskors, så er Poltergeist et udtryk fra tysk, der betyder “bankeånd”. Fænomenerne knytter sig især til unge mennesker, der grundet deres psykiske ustabilitet sender energier ud i rummet og aktiverer ånden til at banke, smide med ting eller smadre noget. Poltergeists er, ifølge teorierne, ikke synlige og kan derfor agere i et rum fuld af mennesker, uden at de aner hvad der foregår. Flere eksperimenter er blevet lavet, hvori man har prøvet at forklare hvordan et askebægre kan flytte sig på tværs af rummet uden synlig hjælp, eller hvordan ting kan skifte plads uden at nogen har været i nærheden af dem.

Ud fra dette, vil det derfor være en forklaring at optrinnet i Laksegade var skabt af en Poltergeist. Om denne handlede på egen hånd, eller om der var en person blandt “publikummet” der forårsagede hændelserne er ikke til at sige.

Poltergeists – fup og fiduser

Som jeg også skrev tidligere, så er netop poltergeists og poltergeistfænomener mange gange blevet afsløret i at være fup. Der findes en historie om poltergeists, som forstyrrede to stuepiger i deres kammer på en herregård. De kunne ikke sove, da denne banken holdt dem vågne hele natten igennem. Til netop lige denne historie, var der både en læge og en præst til stede. Under en middag på gården, blev gæsterne nysgerrige på at opleve dette underlige fænomen, og kom således op på kammeret. Ud fra lægens beskrivelse og fra præstens, kom der to meget forskellige teorier ud af oplevelsen.

For præsten, der var det tydeligvis en ånd som spøgte og skulle manes til jorden. Denne forårsagede en heftig og kraftig banken, og selvom man åbnede døren og kiggede ud i rummet bag, kunne den finde på at fortsætte med at banke på døren. For lægen derimod, så var der ikke tale om en ånd men snarere tale om to stuepiger der drev gæk med folk på gården. Under optrinnet med banken, bemærkede lægen at de to piger var i nærheden af døren når der blev banket. Da alle gik ud af rummet for at undersøge om der var nogen til stede, bemærkede lægen at pigerne igen var ovre ved døren. Han valgte at tage dem i hænderne, og bemærkede hvordan den højlydte banken pludselig stoppede. For ham var det derfor mere nærliggende at sige det var et menneskeskabt fænomen, og ikke et åndeligt.

Det samme kan man også sige om situationen i Laksegade. hvis det havde været en poltergeist, har det været en meget kort visit denne har foretaget. Det har kun været den ene dag, for der hersker ikke historier om at den skulle have vendt tilbage senere. Så hvad drev den væk? politiet? præster plejer at være dem der driver ånder væk, og poltergeists er dermed ikke nogen undtagelse – men præsterne har ikke været nævnt i forbindelse med historien, så at politiet skulle have gjort det virker usandsynligt.

Var det drengestreger?

En mere nærliggende tanke er, at det har været en form for drengestreger. Muligvis har unge drenge fundet adgang til huset, og valgt at kaste med tørv, kartofler og andre ting igennem ruderne. Det skaber lidt røre i gaden, folk stimler sammen og da politiet kommer forbi, er de allerede væk. De kan have været løbet ud af baggården, og hvis de var kække nok, sneget sig til at være en del af publikummet for at have et alibi. Det kunne også have været en vred mand der, i bar arrigskab, har kastet med ting, råbt og skreget. Det kan være over en spillegæld, en afsløret affære eller noget andet der har fået personen til at gå amok. igen, da politiet dukker op har vedkommende smuttet ud af bagdøren og dermed forladt gerningsstedet.

De folk som oplevede fænomenerne er døde og borte, og kan derfor ikke fortælle hvad de egentlig så. Jovist, så er der historier om røde øjne, dyrisk latter og knrren, men det kan sagtens være nogle ting som er dukket op senere hen. Som sagt har rygter det med at gå hurtigt, og det er en god historie at det var fanden der var på besøg, og ikke bare nogle knægte der lavede sjov i gaden.

Posted by Kristian Tobias Moerch in Fortællinger, København

Historien om Køge Huskors – del 3 – Epilog

Konsekvenser af hændelserne og hekseprocesserne

Der er flere ting ved historien om Køge Huskors der er interessante. Først og fremmest er det interessant at vide hvad der egentlig er foregået i huset, da der er ret mange hændelser der falder sammen i løbet af de år men det er også interessant at se hvordan frygten for hekse havde taget fat i befolkningen.

Hvad skete der i huset?

Hvis vi kigger på selve hændelserne, så er det jo også nogle meget voldsomme oplevelser der er overgået familien Bartskær. For eftertiden, hvor vi er vant til videnskabelige forklaringer, vil man ikke umiddelbart omtale hændelserne som djævelens værk, som det blev udlagt på det tidspunkt.

Der er flere hændelser der er på spil. Jacob, datteren og hunden får “kramper” og “rystelser. Hans får dårlig ryg og føles at dette “trykker” ham ned. Sidst er der således de klukkende høns, tudsen og “den mørke mand”, plus selvfølgelig de andre hændelser i byen.

Flere nævner at Jacob, og den yngste datter, kan have lidt af epilepsi. Nogle omtaler  det dog som Apopleksi, eller slagtilfælde. Hvis Jacob skulle have haft slagtilfælde i flere perioder igennem 7 år, ville han nok have endt som en decideret krøbling. Det er dog rigtigt at flere af børnene bliver uforklarligt syge, så det kan ikke udelukkes at den ene datter har fået et slagtilfælde. Hvis man læser om epilepsi, er der også typer af børneepilepsi der rammer børn i 12 til 18 års alderen, den periode hvor netop Jacob bliver ramt. Nogle af disse anfald udløses, eller forværres, også af søvnmangel. Dette ville forklare at Jacob oplevede dette igennem flere år, og grundet de natlige hændelser, ikke fik sovet ordentligt i perioder. Det er dog et sammenfald at tre personer (eller to personer og en hund) oplever epileptiske anfald omtrent samtidig.

Hvis man antager at det er rigtigt, er det klart at det kan have skræmt familien fra vid og sans, da man på det tidspunkt ikke har kendt til fænomenet. For Hans og hans rygproblemer, kan det have været overanstrengelse eller slet og ret bare dårlig ryg. Det kunne også have været f.eks. hekseskud, som kan give voldsomme smerter i ryggen. Da man ikke kan finde en forklaring på smerterne, og nok ikke har en behandling, kan de have stået ubehandlet på igennem længere tid. Muligvis er der også andre ting der har endt med at koste Hans Bartskær livet, men en dårlig ryg kan have gjort man mere svagelig, og dermed også gjort ham mere modtagelig for andre sygdomme.

Poltergeists

De andre hændelser, kan have andre forklaringer. Som det blev nævnt tidligere, så omtales der en person ved navn Simon Frydt. Ifølge Palle Laurings “Danmarkshistorien – her skete det” indikeres det, at han har kunne været en af bagmændene bag hændelserne i Bartskærs hus.  Som der står i bogen:

En kone, der var gæst hos Hans Bartskær, vågnede og skreg at hun så Simon Frydt, og det er ikke utroligt at Simon har været en af bagmændende for de sære hændelser, som det kendes fra sene “spøgelsesaffærer”, hvor en eller anden hysterisk eller spøgefuld person har sat spøgerigerne i scene. (Danmarkshistorien – Her skete det)

Det er, som nævnt tidligere, interessant at der intet mere står om Simon Frydt. Det virker til at vedkommende har været kendt i byen, eller i hvert fald af konen der så ham, og åbenbart kan have været en spøgefugl.

Da der er et sammenfald med en “mørk mand” som datteren og Jacob ser, at to drenge vågner “sære steder”, samtidig med at der høres “klukkende høns” og ses en tudse i gården, kan meget vel være en, eller flere, personers gerninger. For ifølge Lars Thomas “Det Uforklarlige” er der følgende at sige om Jacob:

Der er dog også forskere, som mener, at fænomenerne kan forklares ved Jacobs almene tilstand i perioden. Ikke alene var han en ensom dreng, der var kommet i huset hos sin onkel. Han var også i puberteten, den formentlig mest stormfulde periode i et ungt menneskes liv. Der er rig basis for udfoldelsen af løbske psykiske kræfter, noget, som en del parapsykologer mener, kan være den virkelige årsag til de mange voldsomme fænomener. Endelig kan det jo også være, at den stakkels Jacob selv fabrikerede mange af de mystiske hændelser i et forsøg på at få en smule opmærksomhed – noget han ellers ikke var forvænt med. (Lars Thomas: Det uforklarlige, s. 13)

Poltergeists, eller bankeånder, er et fænomen der primært er centreret om unge mennesker. Poltergeists er, ifølge teorierne, enten energier som den unge person i fokus udelader, eller entiteter som den unge person fremkalder. Disse energier, kunne være så voldsomme at de kunne påvirke fysiske objekter. Som det danske navn antyder, bankeånder, er meget af deres virke i form af banken eller kasten rundt med ting. Poltergeists er, som regel, centeret omkring unge, ensomme mennesker i ubalance. Disse unge mennesker kan, ifølge teorien, udløse disse energier og påvirke deres omgivelser. Hvis man ser på historien om Køge Huskors, så har vi at gøre med en ung mand. Jacob kan siges at være i ubalance (bor hos sin onkel på vej i teenageårene) og hans plejefamilie bliver ramt af den ene sære hændelse efter den anden. Poltergeisten skulle dog, fremfor at banke og kaste med ting, besætte børnene og sætte sig på Hans Bartskær. Poltergeists er ikke kendt for denne slags besættelser, hvilket man mere forbinder med dæmoner.

Poltergeists eller spøgefuldheder?

Hvis man ser kritisk på poltergeistfænomener, så er de som regel centreret omkring unge, letpåvirkelige mennesker. Flere pointerer, herunder Lars Thomas, at mange af de fænomener der tillægges poltergeists, er overdrevne. Lars Thomas fortæller en historie om en poltergeist på et tysk lager, der smadrede en masse af indholdet der. Før man undersøgte det, var man bange for at lageret var hjemsøgt. Da man undersøgte historien nærmere, så viste det sig, at historierne var opdigtede af en ung, ensom lagerdreng. I flere tilfælde havde han kastet rundt med tingene, og været årsagen til alt dette spøgeri. årsagen var, at han savnede opmærksomhed (og muligvis kedede sig) og derfor opfandt disse historier.

Hvis man læser omtalen af plejesønnen Jacob, så kan man overveje om han måske har været ophavsmand til disse fænomener. Han var ung, ensom og led af epilepsi. Han er dermed et klassisk “medium” for en poltergeist. Hvis vi samtidig inddrager den føromtalte Simon Frydt, så kunne man overveje om det måske var en spøg der greb om sig.

Fra spøg til hekseprocess

Hvis man skulle kæde de to sammen, så kunne det meget vel antages at de havde lavet nogle små spøgefulde narresteger med forældrene. De klukkende høns, den gående tudse og “den mørke mand” i børneværelserne. Videre, så ville det også forklare nogle af de mærkelige steder de to drenge blev fundet, i og med at de kunne have været flyttet mens de sov. Det kunne således tænkes at det startede som en spøg, men da Jacob bliver ramt af voldsomme epileptiske anfald, det samme gør datteren og hunden, tager spøgen pludselig en voldsom drejning.

Hvis Jacob har lidt af epilepsi, vil det i den grad forklare hvorfor han oplever store smerter, vrider sig og vender sig mens ingen kan gøre noget. At han skulle have svævet over sengen, og have vågnet på lægter og andre underlige steder, kan siges enten at være overdrivelse eller opdigtede historier. Man skal huske på, det er en familie der er bange, og således kan man nemt overdrive hændelser man har oplevet.

Der er dog ingen videre information om Simon Frydt, ud over hans natlige besøg hos en kvinde. Der er heller ikke informationer om hvorfor han, muligvis, valgte at sætte disse hændelser igang, og således skabe et så alvorligt påstyr, der endte med at koste flere kvinder livet.

Det er i hvert fald tydeligt, at hændelserne har sat en kædereaktion i gang, hvori at frygten fik hold i familien Bartskær, og velsagtens det meste af byen, og frygten for hekse tog form. Selvom Boel Peders angav Johanne Thommes som værende heks, kan man også tænke sig at Hans Bartskær har kunnet give Johanne Thommes skylden for hændelserne, set i lyset af deres indbyrdes forhold. Hun var, hvis man så det med Hans Bartskærs øjne, en person der meget vel kunne være ude efter ham og hans familie.  Så hvordan end episoderne er startet, som en spøg eller rene tilfældigheder, endte de med at koste 15 kvinder livet.

Som et lille kuriosum her til sidst, kan det nævnes at Bartskærs gård under de senere svenskerkrige i 1658, blev nedrevet, og flyttet til Brønshøj. Her blev gården en del af den store svenskerlejr, og fungerede som indkvartering af officerer. Om de har kendt til Køge Huskors er ikke til at vide, men de har nok ikke oplevet noget nær det som Bartskær oplevede 40 år tidligere.

Posted by Kristian Tobias Moerch in Fortællinger, Køge

Historien om Køge Huskors – del 2

Sagen tager form

I 1611 har hændelserne stået på i 3 år. Det er klart at det tager hårdt på nerverne over alle de underlige hændelser, og man begynder fortsat at spekulere over hvad kan have forårsaget det. Selvom man jo nok havde en anelse om at det var djævelens værk, må der på et tidspunkt også have opstået en tanke om troldom. Vi er trods alt inde i perioden som betegnes som ”hekseprocesesrne”, hvor (især) kvinder blev anklaget for hekseri.

Hekseri var, ligesom magi og djævelen, noget der mentes at eksistere i aller højeste grad. Hekse var farlige, og deres forbandelser kunne betyde ulykke for enhver de ramte. Magi, som de også besad, kunne både være af den gode og af den onde slags. Den gode, som heksene også kunne hjælpe med, så bondesamfundet måske en anelse mildere på. Dette ville i hvert fald forklare hvorfor “de kloge koner” blev opsøgt. Den onde slags, dem der gjorde skade, var straks en anden sag. For kirken, så var al magi og hekseri kættersk og strengt forbudt. Den katolske tro blev f.eks., efter reformationen i 1536, anset som en måde at udøve magi på. Hvordan kunne man ellers forklare at et stykke brød kunne, med messende udtryk fra præsten, forvandles til jesu kød? eller altervin der, på magisk vis, blev til jesu blod? Magi var farligt, og det var kættersk. Enhver der udøvede magi var derfor farlig, og det var derfor vigtigt at enhver holdt sig fra at udøve det. Udførte du magiske ritualer eller brugte forbandelser, levede du ikke efter guds ord og havde, i teologernes øjne, indgået en pagt med djævelen. Det var derfor meget alvorligt at blive anklaget som heks, og forbandelser var farlige. Så folk var bange for magi og forbandelser, og havde man overhørt dem – så måtte man jo frygte det værste!

Hvis man læser om hekseprocesserne, og årsagerne til at folk anklagede kvinder for troldom, var mange episoder mere forbundet i stridigheder mellem den anklagede heks og dem der anklagede vedkommende end egentlig magi og hekseri. Selvom der blev nævnt eder og forbandelser var en del af årsagerne til alverdens ulykker, så kunne det være stridigheder over ejendomme, nabostridigheder eller slet og ret uvenskab som var den reelle årsag. Samtidig var det også nemt at ramme folk man ikke helt brød sig om eller ikke helt “passede” ind i byen. Havde du gjort dig uheldigt bemærket tidligere, kunne det måske ramme dig på et senere tidspunkt.

Dette kan ses på historien om den sidste heks dømt i Danmark, Anne Palles. Hun lever på en gård sammen med sin mand, men må på et tidspunkt overgive den til fogeden i byen. Anne Palles overtager en gård med dårligere jord, og er derfor fortørnet over det som er hændt dem. Dette lader hun Fogeden høre, og det går ikke stille for sig. Hun skulle, efter sigende, have “pisset i porten” og dermed forbandet gården og alle der bor der. For, det var i hvert fald hvad hun blev anklaget for at have gjort. Fogeden oplevede i tiden efter købet, oplevet hvordan hans dyr fik det dårligt. De passerede porten, og virkede til at blive dårligere og dårligere. Noget måtte være på spil, og måske det var en heks der var på spil? Anne Palles blev anklaget for hekseri, og grunden har i realiteten ikke haft noget som helst at gøre med de eder og forbandelser hun, muligvis, har kastet over fogeden. Det har i realiteten været de uheldige omstændigheder der var i forbindelse med skænderiet og salget, samt de uvenner Anne Palles fik.

Gårdkøb, hekseri og anklager

Det samme kan man sige om Køge Huskors. For i nærheden af Bartskær, bor en kvinde ved navn Johanne Thommes. Der vides ikke meget om hende, ud over at hun må have bedrevet en eller anden form for handel i byen. Hun bor trods alt i nærheden af torvet, hvilket var området hvor de velhavende boede. Således må man antage at hun, og hendes mand, må have bedrevet en form for handel. Forholdet mellem Bartskær og Johanne er, tyder det på, ikke særlig godt. I 1611 kommer Johanne Thommes og Anne Bartskær op og skændes. Skænderiet bliver så voldsomt, at Johannes mand ender med at klage over Anne Bartskær. Åbenbart skulle Johanne være blevet overfuset noget så voldsomt. Der kommer dog ikke noget ud af denne klage, men det viser at der er et uvenskab mellem dem.

Dette uvenskab er ikke opstået ud af det blå. At overfuse hinanden og skændes voldsomt, kan have årsager der går længere tilbage.  Før hændelserne i 1608, finder man måske også kimen til det senere uvenskab. Hans og Johanne interesseret i at købe en gård, men da Hans Bartskær køber denne en gård for næsen af Johanne, bliver hun meget fortørnet. Dette gjorde at de ikke var på tale, og ikke handlede sammen længere. Det kan tænkes at dette uvenskab er blusset op igen under hændelserne i 1611. Dog er det ikke det eneste som har givet Johanne problemer, og måske ikke det eneste der er blevet omtalt under det føromtalte skænderi.

i 1602 bliver Johanne udlagt som heks af en Karen Snedkers, om det har forbindelse med gårdkøbet kan ikke siges, men det siges at Johanne Thommes havde “forbandet Hans Bartskær og hele hans hus” efter han købte gården for næsen af hende. Muligvis har der været et skænderi og en voldsom ballade omkring dette salg, hvilket har medført at Karen Snedkers har udlagt Johanne som heks. Når man overhøre en der “forbander” noget, vil mange på den tid hurtigt frygte det værste. Det må have lykkedes for Johanne ikke at blive dømt , hvilket måske kan skyldes hendes omdømme og arbejde i byen på det tidspunkt. Selvom hun således ikke er dømt, har det alligevel fået konsekvenser at blive hun blev udlagt som heks. Hans Bartskær handlede ikke længere med hende, og de var ikke længere på talefod.

Så vender vi tilbage til 1611, så er det nok også noget af dette uvenskab der blusser op igen. Det er ikke til at sige hvem der har startet det, men man kan sagtens forestille sig at den gamle anklage muligvis er blevet nævnt, hvilket har gjort Johanne rasende og et voldsomt skænderi har taget form. Hvis man igennem fire år har oplevet sine børn blive syge og vride sig i smerte hver nat, så er det heller ikke et under at Anne Bartskær måske har været træt, presset og bange. Det kunne sagtens have været en uheldig bemærkning som har fået hende til at fare i flint.

For Johanne er dette begyndelsen på alvorlige problemer. Året efter, i 1612, begynder de første hekseprocesser og forhør forbundet med Køge Huskors. Episoderne på købmandsgården har stået på længe, og kirken vælger at gribe ind i sagen. Det er som altid på baggrund af angiveri, altså at en angiver en anden for at være heks. I 1612 bliver Boel Peders anklaget for hekseri og under forhør, nævner hun Johanne Thommes som værende en sammensvoren heks.

Hvor hun slap for anklagen den sidste gang, slipper hun ikke lige så let denne gang. Dels er hun angivet af en der, under forhør, angiver hende som værende heks. Samtidig har hun sin gamle anklage, hvori hun nedkaldte en forbandelse over Hans Bartskær. Kombineret med et voldsomt skænderi hvori Anne Bartskær nok har kunne vidne om Johannes opførelse og ordvalg, har hun ikke nogen god sag. Herfra ruller sagen. Under disse forhør nævner hun to andre kvinder, som selv nævner andre kvinder. Ikke færre end 15 kvinder ender med at blive inddraget i sagen. Johanne erkender at hun, og en anden anklaget heks, fik manet fanden op af en brønd i form af en brun rotte. Yderligere, så erkendte hun at hun havde bildt sin halte tjenestepige ind, at denne kunne tisse i døbefonden for at blive helet.

Så Johanne havde ikke blot udført hekseri, men medvirket til kirkeskænderi. I et gudsfrygtigt samfund var det alvorlige anklager, og noget man ikke slap let fra. Det har, som nævnt, heller ikke hjulpet hende at få uvenner i familien Bartskær og have en tidligere anklage for hekseri hængende på sig.

Sagen ender med at der efter 1615 er blevet dømt 15 kvinder, hvoraf flere er blevet brændt, en forsvundet og to har begået selvmord. Som sagt, så dør Hans Bartskær i 1613, og således ender historien som en ulykkelig historie hvor flere familier ender med at miste en, eller flere, medlemmer. Hvordan det er gået for Johannes mand, og for Anne Bartskær er ikke til at sige. Det har i hvert fald ikke været det samme som før.

Posted by Kristian Tobias Moerch in Fortællinger, Køge, 0 comments

Historien om Køge Huskors – del 1

Da jeg for tiden har været i Køge, er det passende at den første historie kommer derfra. Det er en historie som er kendt af mange i, og omkring Køge, og som i sin samtid må have sat byen på den anden ende. Som det ses på billedet, så er stedet også markeret med en lille plade.  Denne historie har flere dele. Dette er første del, herefter er der del 2 og del 3. Årsagen er dels en længere historie, men også fordi der er mange ting i historien der er værd at diskutere.

En historie der har det hele

Historien spænder mellem 1608 og 1615, og rummer både poltergeists, hekse og forbandelser. Samtidig foregår det under perioden med hekseprocesser, hvilket betyder en lang række retssager hvor mange kvinder endte med at blive afhørt og dømt som hekse. Der er flere grunde til at historien er så kendt. En af grundene er fordi, episoderne ramte ikke kun en enkelt familie, men flere i byen. Dermed begyndte hele byen at tale om disse episoder, hvilket gjorde at flere fik nys om den. Det der nok mere har gjort at historien er kendt for eftertiden, er de dokumenter der omtaler den.

Retssagerne og selve hændelserne er veldokumenterede i Danmark og i udlandet. Den katolske kirke blev meget opmærksomme på sagen, og fik lavet en rapport over hændelserne, som er opbevaret i Vatikanets arkiver. Samtidig er der nogle retsprotokollerer fra de mange retssager, der gør at historien er blevet kendt for eftertiden.

De første hændelser

Historien fra Køge handler om købmandsfamilien Bartskær, der boede i købmandsgården på hjørnet af Nørregade og Torvet i Køge. I huset under hændelserne boede der følgende mennesker:

  • Hans Bartskjær – købmand
  • Anne Bartskær – gift med Hans
  • To sønner og to døtre (ukendte navne) samt en plejesøn ved navn Jacob
  • Anna Bartskær – mor til Hans

Derudover bestod en typisk købmandsgård af både tjenestepiger og forskellige karle og svende. Disse folk er ikke blevet omtalt, men enhver gård havde flere sådanne tilknyttet.

De første hændelser begynder i 1608, og blev oplevet af Anne og Hans. Om natten lød det som om der, under sengen, var en høne der klukkede. Uanset hvor meget de kiggede og ledte fandt de ingen høne. Dette fortsatte noget tid, og de begyndte at spørge andre om hvad det kunne være. Nogle fortalte at det kunne være en hugorm, hvilket medførte at de brugte lange stænger til at undersøge høet under sengen med – til ingen verdens nytte. Der var ingen hugom, ej heller nogen høne.

Anne og Hans var ikke de eneste der oplevede noget om natten. En mere voldsom oplevelse oplever familiens yngste datter. Hun oplever at blive kastet rundt i sengen, og fortæller om en ”stor sort mand” besøger hende om aftenen. Det skræmmer selvfølgelig familien, men der er ikke meget at gøre.  Datteren bliver efterfølgende syg i et halvt år, og meget hurtigt ønsker hun ikke at sove i hendes egen seng.

Disse natlige hændelser begynder hurtigt at blive mere og mere voldsomme. Ud over de voldsomme episoder som datteren oplever, så går det hårdest ud over plejesønnen Jacob. Heller ikke han går fri af natlige oplevelser. Han begynder, ligesom den yngste datter, at blive kastet rundt i sengen om natten. Samtidig oplever han dog samtidig voldsomme krampeanfald, hvilket betyder han skriger i smerte og selvom om fire voksne mænd kæmper med at holde ham fast mens sengen ryster. Ud over krampeanfald, stivner han fra tid til anden i mærkelige positurer, nogle der minder om en kortfæstet Jesus. Det nævnes at Jacob, ved flere lejligheder, ligefrem svæver oppe i luften. I nogle tilfælde ender han med at vågne på hanebjælker og i de tilfælde hvor fire-fem voksne mænd prøver at trække ham ned i sengen, mens han svæver rundt, kan de ikke få ham ned. Selvom de rykker ham til andre steder end i loftskammeret, fortsætter oplevelserne ufortrødent.

Der er mange ting på færre i huset, og da hunden også begynder at blive kastet rundt med og få kramper spreder panikken sig. Det siges at hunden blev ”trykket” mod gulvet, holdt fast af en usynlig hånd. Den blev svunget rundt i halen og oplevede kramper i bagbenene, blev ”forbistret” og ville bide folk. Dette resulterede i at hunden blev aflivet.

Som sagt, så står disse hændelser på i mange år. Omkring 1611, rammer de natlige hændelser også Hans Bartskær selv. Han begyndte at få store smerter i ryggen, og beskrev det som om der lå en kornsæk på hans ryg. Disse smerter vedblev at forfølge ham, og man siger at de også var årsagen til at han døde i 1613.

Familien er selvfølgelig dybt rystet, og bliver mere og mere overbevist om, at det må være djævelen der er på spil. I en tid hvor man stadig var gudfrygtig og frygtede hekse og deres forbandelser, var det klart at disse antog der måtte være noget mere på spil end blot tilfældige hændelser. At djævelen var på spil, blev man bekræftet i på flere måder.

Anne Bartskær ser på et tidspunkt en tudse i porten. Det særlige ved denne tudse var at den gik på to ben. Den sorte mand der havde skræmt børnene var en anden form, og den ”kornsæk” der endte med at koste Hans Bartskær livet, blev også anset som værende djævelen selv. Jacob beskrev også selv, da han blev udspurgt, at det kunne være djævelen der stod på spil.

Selvom man prøver at faste og holde bededage i Købmandsgården, så er det ikke til nogen nytte. Hændelserne står fortsat på, og slutter først det år hvor Jacob fylder 19, hvilket var i 1615. Som Anne Bastkær omtalte hændelserne, så var det som om huset bar et ”kors”, altså det blev hjemsøgt og måtte bære denne byrde. Det er ud fra denne betegnelse at man senere har kaldt hele episoden for ”Køge Huskors”.

Rygterne går – hændelserne spreder sig

Med alle disse hændelser, og alle de ting som foregik i huset, kan det ikke undgå at naboerne begynder at blive nysgerrige.  Rygterne gik, som de nu altid gør i en købstad som Køge, og man begyndte at tale om hvad der dog foregik i købmandsgården.

Selvom meget er centeret omkring Bartkærs gård, er det ikke det eneste hus der oplever sære hændelser. Efter et besøg på købmandsgården, vågner en kvinde skrigende om natten efter at have set en mand i sit sovekammer [I en af genfortællingerne nævnes det at manden der blev set var Simon Frydt – en person der åbenbart har været kendt for at starte spøgerier. Da jeg samtidig ikke har kunne finde flere informationer om hvem Simon Frydt var, bliver det for kun nævnt i parantes.]

En anden kvinde oplever at sønnen vågner de mærkeligste steder, på hanebjælker og andre sære steder [hvilket lyder utrolig meget som det der fortælles om plejesønnen Jakob}.

Så i 1611 har man en familie der i tre år, er blevet hjemsøgt af mærkelige hændelser. Da det går ud over børnene er det klart, at forældrene er bange.

Posted by Kristian Tobias Moerch in Fortællinger, Køge, 0 comments